Mmmm…det her smager simpelthen så dejligt, og var en himmerigsmundfuld her til morgen oven på min ymer. Jeg elsker hjemmelavet granola, og denne version med quinoa er virkelig skøn, og mætter godt. Quinoaen skal ikke koges først, men bruges direkte fra posen, hvilket gør at quinoaen bliver dejligt sprød i ovnen. Den skal dog lige skylles først i koldt vand. Citronskallen giver derudover granolaen en frisk smag, og sammen med kokos og vanille smager det nærmest som en dessert.
Jeg har spist den sammen med ymer her til morgen, men jeg er sikker på, at den også smager godt sammen med iskold mælk eller ovenpå havregrød.
Ingredienser
200 gr. grovvalsede havregryn
100 gr. fintvalsede havregryn
100 gr. quinoa
2 store spsk. farin
2 store spsk. agavesirup
2 store spsk. kokosolie
Skal af 1/2 citron
1 tsk. vanillepulver (evt. Urtekram)
50 gr. solsikkekerner
50 gr. græskarkerner
50 gr. kokosmel
100 gr. rosiner
Tilberedning
Skyl quinoaen i koldt vand, og si al vandet fra. Bland quinoaen sammen med havregryn, solsikkekerner, græskarkerner, kokos og vanillepulver. Bland farin, agavesirup, kokosolie og citronskal sammen i en gryde og smelt blandingen. Hæld den over de tørre ingredienser og bland det hele godt sammen. Læg granolaen over på en bageplade med bagepapir og bag granolaen i ca. 30 minutter, indtil den er gylden og sprød. Bag granolaen ved 200 gr. og rør rundt hvert 7-10 minut. Afkøl derefter blandingen og hæld rosinerne i, og når granolaen er kølet helt af hældes den i en tætsluttet beholder.