Her kommer jeg lige med en grøn linsesalat opskrift med butternut squash, som jeg lavede før bettemanden kom til verden. Så den har lige måtte ligge lidt i gemmeren indtil nu. Men jeg kan sagtens huske, hvor begejstret jeg var for den.
Grøn linsesalat opskrift med de “glemte” linser
Jeg lavede linsesalaten i forbindelse med denne her bruschetta opskrift med gedeost, da ét græskar var nok til begge opskrifter. Og linserne dem brugte jeg for første gang i meget lang tid. Ved egentlig ikke hvorfor, for de smager jo super skønt, og er mega sunde, men det er bare sådan en af de ingredienser, jeg glemmer lidt, og så får totalt optur over, når jeg endelig bruger dem igen. Så her kommer den: grøn linsesalat opskrift…
Her på hjemmefronten går det rigtig godt! Nord er blevet 9 uger, og hver uge sker der noget nyt med ham. Det er så fantastisk at følge med i hans udvikling, og spørg mig om mit hjerte smeltede første gang han smilte til sin mor! Skyndte mig at skrive det i hans ‘barnets bog’. Jeg elsker virkelig at være på barsel. Jeg skal ikke lyve, for det ER hårdt nogle gange med et barn på armen konstant, men det er minimalt i forhold til, hvor skøn han er. Så det her kommende år glæder jeg mig til!
Noget andet jeg glæder mig til, er den barsel, jeg og Mikkel skal holde i Barcelona til efteråret. Vores lille familie tager nemlig til Barcelona for at nyde hinanden, og jeg glæder mig selvfølgelig også til at dykke ned i de catalanske kulinariske specialiteter! Men den tur kommer I helt sikkert til at høre mere om. Nu vil jeg vende tilbage til min lille dreng, og håber snart jeg får tid til at vende tilbage her på bloggen snart igen.
Grøn linsesalat opskrift med butternut squash er en skøn salat i sig selv eller som tilbehør til kød
- 1 dl. grønne ukogte linser
- 500 gr. skrællet butternut squash
- 1 rødt æble
- 1/2 rødløg
- 1 håndfuld ruccola
- Tørrede chiliflager
- Salt
- Peber
- Olivenolie
- 1 tsk. æblecidereddike
- Skyl de grønne linser grundigt og kog dem efter anvisning på pakken. Lad dem køle af.
- Skær butternut squashen ud i mellemstore tern, og kom dem på en bageplade. Vend dem i godt med olivenolie samt salt, peber og tørrede chiliflager. Bag dem i ovnen ved 200 gr. i ca. 25-30 minutter, eller indtil de er dejligt møre. Lad dem herefter køle lidt af.
- Skær rødløget i tynde, halve ringe.
- Skær æblet i tynde både.
- Bland de grønne linser sammen med rødløg, æble og æblecidereddike. Tilsæt de bagte græskartern og ruccola og vend forsigtigt. Servér salaten med det samme. Denne her linsesalat kan både serveres lun og helt kold.
2 kommentarer
Kære Julie Karla.
Tak for alle dine meget inspirerende opskrifter. Jeg er især glad for de vegetariske af slagsen, da min ene datter er blevet vegetar. Jeg vil jo gerne lave noget lækkert til hende, når jeg inviterer hele familien til spisning, og lige på vegetarområdet er jeg stadig nybegynder. Men flere af dine opskrifter er blevet afprøvet – og spist – med stor fornøjelse. Også af de “kødædende”.
Til lykke med din søn, Nord.
Ja, det er hårdt det første stykke tid, men husk alligevel at nyde det lille menneske, for tiden går så hurtigt. Inden du ser dig om, kan han sidde op, og så går det ellers slag i slag.
Mange hilsner
Jette
Tusind tak Jette, hvor er jeg glad for at høre, at du og familien kan lide mine opskrifter! Du har ret, jeg synes allerede, at det går helt vildt hurtigt! Lige om lidt er han jo allerede 3 mdr.! Men du kan tro, at jeg nyder det i fulde drag : )