Jeg har lavet en opskrift på en super hurtig dessert, som kan laves i et snuptag. I hvert fald når man har kogt den meget nemme hindbærkompot, og den er kølet helt af. Så er det bare at komme flødeskum på en lækker sprød, belgisk vaffel (også kaldet gallette) og toppe den med hindbærkompot. Bum… et styks overdrevet lækker og nem dessert.
Hurtig dessert med lækre sager
Det er faktisk smadder nemt at lave en lynhurtig dessert, når man har få enkle ingredienser af rigtig god kvalitet. Jeg har været så heldig at have været på nogle dejlige madrejser i løbet af sommeren. Og denne her dessert er blevet en god blanding af alle mine madsouvenirs.
Der er således belgiske gallettes eller lad os bare kalde dem vafler fra min tur til Bruxelles i juni. Vilde hindbær fra min seneste tur til Sverige. Og så også lige frysetørrede jordbær fra min nylige shoppingtur i Denns biomarkt i Tyskland. Det er sgu da optur.
Men hey, de belgiske sprøde vafler, kan du købe i større supermarkeder, så ingen grund til at skulle udenlands.
Brug resterne til…
Der bliver lidt tilovers af både flødeskum og hindbærkompot. Men det er næsten med vilje. For Nord og jeg fik en god omgang flødeskum og hindbærkompot ovenpå vores grød i morges. Og det vakte stor begejstring. Ikke den sundeste start på dagen. Hov, grøden var sund. Men der er altså ikke noget bedre end at toppe sin morgengrød med dessert leftovers.
Nu er jeg i øvrigt tilbage for fuldt blus her på bloggen efter en dejlig lang sommerferie. Og der kommer snart et indlæg om, hvordan det går for bloggen og min tilværelse som selvstændig. Der er mange ting at fortælle, og jeg må hellere se at komme i gang.
Super super nem og hurtig dessert, der tager ingen tid at lave, og smager fantastisk!
- ca. 20 sprøde belgiske vafler (også kaldet galettes)
- 270 gr frosne hindbær
- 2 spsk vand
- 3 tsk agavesirup
- 1/2 tsk ren vaniljepulver
- 1 tsk chia for at jævne
- 1/4 ltr piskefløde
- 1 tsk agavesirup
- 1/4 tsk ren vaniljepulver
Start med at lave hindbærkompotten. Kom de frosne hindbær i en gryde med 2 spsk vand og kog det lige så stille op.
Tilsæt agavesirup, vaniljepulver og chia, og lad det koge igennem. Tag det af varmen og lad det køle helt af i køleskabet.
Pisk flødeskum næsten helt stift, og vend det med agavesirup og vaniljepulver. Pisk det færdigt.
Fordel flødeskum på de belgiske vafler og kom en tsk hindbærkompot på hver. Servér med det samme. Pynt evt. med frysetørrede bær. Her har jeg brugt frysetørrede jordbær.