Det var faktisk slet ikke meningen, at denne her salat skulle på bloggen, da jeg ikke har fået skrevet opskriften ned, men en hurtig salat til grill kan måske come in handy i næste uge, hvor de lover, at det bliver bare en smule varmere og mere sommeragtigt end lige nu.
Salaten er ret simpel og hurtig at bikse sammen, så jeg tænker, at det går uden en opskrift, og at man bare kan lave den på gefühl. Den består sådan set bare af de bedste sommeringredienser som jordbær, frisk dansk salat og radiser og så rygeost, hvilket jeg elsker.
Hurtig salat til grill – særligt fisk
Jeg kunne godt forestille mig, at salaten vil være særligt god til noget grillstegt fisk af en art, for det er nemlig en ret let salat. Det eneste, der mætter lidt ekstra, er de hele kogte kamutkerner, som jeg har puttet i. Og inden du måske løber skrigende bort, for hvor køber man hel kamut?, så kan man sagtens udskifte kernerne med kogte speltkerner, hvedekerner, rugkerner eller endda perlebyg. Kamut er bare en ældgammel kornsort, som jeg synes, det er lidt sjovt at bruge, og som jeg har købt i helsekosten.
Og så vil jeg her til sidst lige fremhæve (mad)glæden ved at komme jordbær i sine salater. Jeg er helt vild med det, og foruden denne her nem bulgursalat med feta og jordbær har jeg efterhånden puttet jordbær i rigtig rigtig mange af mine opskrifter. Så give it a shot!
En nem og hurtig salat til en grill ret
- Romaine salat
- Radiser
- Jordbær
- Rygeost
- Kogte hele kamutkerner eller speltkerner, hvedekerner, perlebyg eller rugkerner
- Frisk persille
- Olivenolie
- Citronsaft
- Friskkværnet peber
- Skyl salaten og riv den i store stykker.
Skær jordbærene og radiserne i halve og bland dem forsigtigt sammen med salaten.
- Drys med kogte kamutkerner.
- Hæld olivenolie og citronsaft over og drys med frisk persille.
- Afslut med nogle skefulde rygeost på toppen.