Jeg har bagt mange juleboller her på det sidste, som i rigtig mange. For nøj, hvor de smager godt. Fyldt med varme krydderier som nelliker, kardemomme og kanel og så masser af revet appelsinskal for den helt rigtige julesmag.
Og jeg har bagt så mange, at jeg har fyldt fryseren til julemåneden. For de er gode til morgenmad, til eftermiddagsmad og til et lækkert ostebord. Og så er de også bare gode in between med smør på!
De bedste juleboller med det bedste mel
Til de her boller har jeg brugt hvedemel fra Kornby Mølle. Der er lidt flere skaldele og kim i end det hvedemel, man køber i supermarkedet. Det er altså en lille smule grovere. Og det smager helt vidunderligt. Der er simpelthen så god smag i det mel, og man kan blive helt afhængig af at bage med det.
Bruger du en type hvedemel, der ikke er så groft, så kan det godt være, du skal komme en smule mere mel i end opskriften siger. Men prøv dig frem og kom mel i lidt ad gangen.
Drys med kanelsukker
På toppen af bollerne har jeg drysset med kanelsukker. Egentlig fordi, at jeg havde noget tilovers fra en dag, vi fik risengrød, men det blev altså mega lækkert! Og så har jeg brugt hele kardemomme kerner, som jeg har stødt i min morter, og det kan altså varmt anbefales. Der er altså en verden til forskel ift kardemomme, der er stødt på forhånd og så den du selv støder derhjemme. Du får så meget mere smag ved at gøre det selv.
Opskriften rækker til en stor portion boller, for så kan du nemlig fryse ned til juledagene. De skal bare varmes i ovnen i ca. 7-10 minutter, når de er tøet op. Og smager mindst lige så godt, som var de nybagte.
Og i øvrigt leder du efter juleopskrifter til juledagene, så har jeg MASSER her i min julekategori på bloggen. Og husk også at du kan følge med i min jul, og især hvad jeg spiser i julen, på min instagram profil.
- 200 g smør
- 8 dl mælk
- 50 g gær
- 2 æg
- 4 spsk sukker
- 1 tsk salt
- Ca. 1350 g hvedemel (evt. lidt mere, hvis du bruger mindre groft hvedemel, end det jeg har brugt)
- 1 tsk stødt nelliker
- 1 tsk stødt kanel
- 2 tsk stødt kardemomme (gerne hele kerner stødt i morter for mere smag)
- Fintrevet skal af 2 økologiske appelsiner
- Mælk til pensling
- Kanelsukker til topping
Smelt smørret og kom det i en skål. Kom mælken i og rør gæren ud heri.
Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord. Den skal være en smule klæbrig.
Lad dejen hæve på køkkenbordet. Dæk først med husholdningsfilm og derefter med et viskestykke i ca. 1 time.
Del dejen i 4 dele og derefter hver del i 10 stykker. Rul stykkerne til små runde boller og sæt dem på 2 bageplader. Lad dem efterhæve i ca. 30 minutter.
Sæt ovnen på 200 grader almindelig ovn.
Pensl med mælk og drys med lidt kanelsukker og bag i ca. 10-12 minutter ved 200 grader, eller indtil de har en smuk gyldenbrun overflade. Jeg brugte alm. ovn ved 200 grader og bagte én plade af gangen i ca. 12-15 minutter.
2 kommentarer
Lækkert lækkert bagværk, tak
Ih hvor dejligt at høre, jeg elsker også de her boller! Også når det ikke er jul ; )