Denne her chiagrød har jeg lavet med hvide chiafrø. Jeg stødte på de hvide frø for noget tid siden i en øko-butik og måtte straks have en pakke med hjem. Så vidt jeg kan læse mig frem til har de nogenlunde samme næringsindhold som de sorte chiafrø. Jeg har efterhånden lavet mange chia-opskrifter, men er også helt vild med de små frø. Jeg kan godt lide den cremede konsistens frøene giver, når man blander dem med forskellige former for mælk. Denne gang har jeg blandet chiafrøene med en ekstra cremet kokosmælk, hvilket er min helt klare favorit. Og så har jeg blendet chiafrøene med økologiske kirsebær, hvilket giver en sød og dejlig chiagrød, der har en skøn smag af kirsebær. Prikken over i’et er de groft hakkede pistacienødder. Alt i alt en sød men sund start på dagen.
Ingredienser (2 pers.)
3 spsk. hvide chiafrø (de sorte kan også bruges)
3 dl. kokosmælk (evt. ekstra cremet)
10 kirsebær
1 spsk. groft hakkede usaltede pistacienødder
Tilberedning
Bland chiafrøene med kokosmælk i en skål. Sæt skålen på køl natten over. Næste morgen røres der rundt i chiagrøden, og den kommes i en foodprocessor. Chiagrøden blendes med udstenede kirsebær. Chiagrøden serveres straks, og der pyntes med groft hakkede pistacienødder.