SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GEDEOSTEN.DK: Yay, så blev det endelig tid til et lille indlæg her på en dejlig torsdag! Bue sover i slyngevuggen, og jeg sidder med min kaffe nr. CHOK, og skriver det her indlæg om de her opturs knuste kartofler med honningglaseret bacon og gedeost. Det lyder da meget godt, gør det ikke?
Bue 3 måneder
Bue er nu 3 måneder, eller det vil faktisk sige, 3 1/2 måned, og vi er efterhånden ved at vænne os til at være en lille familie på 4. Men der er stadig meget at se til, og dagene på barsel går hurtigt. For efter at have afleveret Nord ved 9-tiden, tager jeg hjem og hygger med Bue, gør lidt rent og forbereder aftensmad, og så henter jeg igen ved 14.30-tiden. Og inden vi har set os om, er det blevet aftensmadstid, og lidt senere putning. Men jeg elsker denne her tid med mine små drenge. De er fuldstændig vidunderlige og Nord på 3 år er altså en fest at være sammen med. Han siger og gør de sødeste og sjoveste ting. Og han ELSKER sin lillebror, så hvad mere kan man forlange.
Tilbage til opskriften! De bedste knuste kartofler
Jeg laver rigtig tit knuste kartofler. Jeg elsker, at de er bløde indeni og dejligt sprøde rundt i kanterne. Og så fungerer de både som det perfekte tilbehør eller som en selvstændig ret f.eks. på frokostbordet. Som her, hvor jeg har serveret de knuste kartofler med sild til påskebordet.
Men denne gang får de knuste kartofler lækkert selskab af honningglaseret bacon, gedeost og frisk rosmarin. Seriøst en god mundfuld, når man får lidt af det hele med i én bid! Jeg spiste de her knuste kartofler sammen med en lækker spidskålssalat, lidt a la denne her salat med spidskål og feta, bare uden fetaen, og det var et skønt måltid! For citrondressingen i salaten klær’ bare den bagte gedeost rigtig godt.
Super skøn og enkel forret, frokost eller buffetret.
- 750 gr. små kartofler
- 200 gr. bacon
- 1 spsk flydende honning
- Friskkværnet peber
- Olivenolie til pensling
- 3 kviste frisk rosmarin
- Salt
- 1 Soignon økologisk gederulle
Kog kartoflerne, så de er møre. Lad dem køle en smule af.
Læg baconskiverne på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med honning og drys med friskkværnet peber. Bag baconskiverne i ovnen ca. 15 minutter ved 200 gr., eller indtil de er sprøde. Lad dem køle af og skær dem derefter i små stykker.
Tryk kartoflerne flade med bagsiden af en ske på en bageplade med bagepapir og pensl dem med olivenolie. Drys med finthakket frisk rosmarin og drys med salt. Bag i ovnen i ca. 15 minutter ved 200 gr. til de bliver sprøde i kanterne og tag dem ud.
Kom nu en halv skive gederulle på hver knuste kartoffel og sæt tilbage i ovnen i ca. 5-7 minutter, indtil gedeosten smelter.
Servér de knuste kartofler med et godt drys honningbagt bacon og lidt ekstra frisk rosmarin til pynt og nyd!
2 kommentarer
Virkelig skønne opskrifter og billeder, Julie Karla.
Stor ros!
Alt det bedste
Holger
Ih tusind tak for de pæne ord!