SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GLYNGØRE: Jeg har lavet en opskrift, som meget passende kunne komme på påskebordet her én af de kommende påskedage. Det er sådan en opskrift, hvor jeg har lyst til at lave den straks igen, og det kommer jeg også til, når min forældre kommer til påskefrokost meget snart. Retten er kryddersild på knuste kartofler, og det lyder måske lidt sjovt. Men når man kobler kryddersild (som jeg elsker) sammen med crispy bagte kartofler, fed creme fraiche, rødløg, kapers og masser af dild, ja så kan det da kun gå godt.
Kryddersild på en ny måde
Og jeg synes, det er lidt sjovt at bruge sild på nye måder. Jeg har før lavet en anderledes karrysild opskrift, som også er blandt favoritterne, og nu altså en ret med sild og knuste kartofler. Dermed skal det dog ikke siges, at jeg ikke elsker en good old sildemad, helt traditionel. Det gør jeg!
Knuste kartofler smager vanvittigt godt
Og hvad er det så lige at knuste kartofler er for noget? Jeg elsker knuste kartofler. De her skønne sprøde kartofler, der først er blevet kogt, så mast, penslet med olivenolie eller smør og bagt sprøde i ovnen. De smager vanedannende godt! Og kan også bare laves som almindeligt tilbehør til aftensmaden uden sild. Bare som de er.
En ny og anderledes måde at servere kryddersild på. Knuste kartofler med kryddersild og creme fraiche.
- 850 gr små/mellem kartofler
- Olivenolie
- Salt
- Friskkværnet peber
- 3-4 store kryddersild
- Ca. 20 små tsk. creme fraiche
- Finthakket rødløg
- Kapers
- Frisk dild
Kog kartoflerne møre. Afkøl dem en smule og fordel dem ud på en bageplade med bagepapir.
Giv dem et tryk med bagsiden af en grydeske. De skal trykkes, så de bliver knust, men stadig hænger sammen.
Pensl kartoflerne godt med olivenolie og drys med salt og peber. Sæt i ovnen ved 200 gr. imellem 20-25 minutter, eller indtil de er blevet dejligt sprøde i kanterne. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle lidt af.
Forbered toppings. Skær sildene i små bidder. Hak rødløg fint og frisk dild.
Anret nu de knuste kartofler. Kom sild på. Rødløg, kapers, en teske creme fraiche på hver og til sidst frisk dild. Læg dem på et stort fad eller portionsanret på små tallerkner.
Fokus på den fantastiske sild
Grunden til at jeg i første omgang kom på denne her opskrift var, at jeg var inviteret af Glyngøre sild og MSC til en snak om sildens lyksaligheder over en god sildefrokost selvfølgelig. Og særligt til en snak om sild som en bæredygtig fiskespise. For sild er nemlig en bæredygtig fisk, og det betyder jo noget. Og så snakkede vi rigtig meget om sildens mange anvendelsesmuligheder. For man kan lave virkelig mange lækre opskrifter med sild, og sild behøves jo ikke kun være noget, der kommer på bordet til jul og påske. Jeg har i hvert fald genopdaget silden, og tænker allerede på mange flere sjove måder at servere sild på.
2 kommentarer
Hvor det smager dejligt!
Ih hvor dejligt at høre!!