Jeg lavede denne her opskrift på kyllingelår i ovn den anden dag, da jeg havde købt nogle super lækre, økologiske kyllingelår(basser). Og da min frugtskål bugnede af øko citroner, var jeg ikke i tvivl om, at marinaden til kyllingelårene skulle være en citrusmarinade med et lille kick af chili og frisk timian fra krydderurtehaven på altanen.
Kyllingelårene får en super dejlig og behagelig syrlighed fra citronerne og en let sødme fra kokospalmesukkeret. Og hvorfor er det nu, at jeg bruger kokospalmesukker i stedet for almindelig sukker? Fordi:
- Det har et lavere glykæmisk index end almindelig sukker. Dvs. det påvirker ikke blodsukkeret i samme grad som almindeligt sukker, som får blodsukkeret til at stige meget hurtigt. Læs mere om glykæmisk index her
- Det har en skøn, karamel- og frugtagtig smag, der bare egner sig godt til både det salte og det søde køkken.
- Det er et uraffineret naturligt sødemiddel
Man kan købe kokospalmesukkeret i helskostforretninger, og så har jeg også set, at det er kommet på hylderne i forskellige supermarkeder.
Kyllingelår i ovn = nem hverdagsmad!
Der er vist ikke nogen, der er i tvivl om, at kyllingelår bare er verdens nemmeste hverdagsmad. Jeg plejer altid at købe en hel økologisk kylling, når jeg spiser kylling herhjemme, hvilket så heller ikke sker så tit igen, da kyllingerne desværre er ret så dyre. Men nu er mange supermarkeder begyndt at sælge økologiske kyllingelår til en rigtig god pris, og så er det jo dejligt nemt lige at marinere et par stykker og servere en nem aftensmad på forholdsvist kort tid.
Jeg serverede kyllingelårene med en grøn salat vendt i en super dejlig purløgsdressing. Den opskrift kommer også snart på bloggen! Men jeg kan også anbefale at servere denne her avocado fetacreme til og så bage nogle grøntsager i ovnen, som man lige kan dyppe i fetacremen. Uhmm det skal jeg prøve næste gang. Alternativt kan du scrolle igennem mine sunde salater for at finde en salat, som du synes passer godt til de her citronmarinerede kyllingelår.
Kyllingelår i ovn er super nem hverdagsmad for travle familier.
- 4 stk kyllingelår 500 gr.
- Saft af 1 citron
- 2 store spsk. kokospalmesukker eller farin eller rørsukker
- 1/4 tsk. salt
- 1 spsk. olivenolie
- 1/4 tsk. chilipulver
- 2 store spsk. finthakket timian
- Persille
- Økologiske citronskiver til pynt
- Pres citronen og bland saften sammen med olivenolie, kokospalmesukker, chilipulver og frisk finthakket timian.
- Kom kyllingelår i en frysepose og hæld marinaden ned i posen. Bind en stram knude og ryst posen, så kyllingelårene bliver godt dækket af marinaden. Masér den også forsigtigt ind i kødet.
- Lad kyllingelårene marinere i min. 1 time på køl, men også meget gerne et par timer mere.
- Hæld kyllingelårene og marinaden i et ovnfast fad. Læg en skive citron på hvert lår og drys med rigeligt salt.
- Bag kyllingelårene ved 200 gr. i ca. 45 minutter, indtil de er gennemstegte. Undervejs skal man sørge for at hælde lidt marinade over kyllingen, så den kan trænge ind i kyllingen og give en skøn smag til citronskiven.
Drys med persille og friskkværnet peber ved servering, og dryp gerne lidt af den gode overskydende sauce over.
9 kommentarer
Hold nu op hvor ser det lækkert ud!
Jeg elsker kyllingelår.. De er fyldt med smag, dejligt saftige og nemme at tilberede.. Og så er kylling og citron bare virkelig gode venner 🙂
Årh tak Martin! Ja, det er bare det bedste match!
Aftensmaden bestod dine citronkylling , ej hvor retten smager himmelsk ,må sige kokospalme sukker er helt nyt for min familie, kan fostå det noget sunder end det alm sukker , det giver lige det sidste pift til kylling .
Fordi kokospalme sukker er nyt for mig ,hvad man kan ellers bruge det til eller i ?
Tusinde tak for en vidunderlige side med rigtige gode opskrifter, NYDER DET HVER GANG.
Kære Julie
Først tak for en rigtig god blog – som jeg er meget glad for. Jeg synes dog det er lidt ærgerligt når jeg sidder og læser om dine lækre øko kyllingelår og der så kører et banner for Rose grill kylling, som nok ikke har haft det bedste liv, i toppen af siden. Mvh Birgitte
Hej Birgitte, Det kan du selvfølgelig sige. Men for at jeg overhovedet kan drive min blog og bruge så meget tid på at skrive opskrifter, som jo er gratis for alle, bliver jeg nødt til at tjene penge. Jeg skal jo leve ligesom alle andre. Og jeg har ikke noget problem med annoncer for et dansk firma, som i øvrigt også har økologi i deres sortiment. BH Julie
En skøn opskrift. Jeg var blevet så træt af kyllingelår med hvidløg, denne opskrift med citron var vidunderlig.
Ih hvor dejligt at høre!
Hej Julie
Jeg er nu igang med at tilberede kyllingen, men bliver i tvivl om hvilket tegn jeg skal sætte ovnen på. Er det varmluft eller oven/under?
Lidt forsinket men håber du fandt ud af det. Bare almindelig ovn, varmluft kan også du.