Endnu en lille bloghilsen her fra Kroatien, hvor vi nu kun har 10 dage tilbage, før turen går hjemad igen mod Danmark. En lille bloghilsen med en opskrift på en lækker couscous salat med tahindressing, som jeg lavede før, vi tog afsted.
Igen har jeg brugt den dejlige grillost halloumi, som jeg også brugte i mit forrige indlæg på en melonsalat med halloumi ost og parmaskinke, og jeg kan glæde dem, der godt kan lide halloumi med, at der kommer én enkelt opskrift mere med osten i næste indlæg (og måske skuffe dem, der ikke kan li’ den?!?)…
Lækker couscous salat med en skøn tahindressing
Jeg har lavet en tahindressing til denne her couscous salat, og det er en dressing, jeg selv holder meget af, og ofte laver, når jeg hurtigt skal mikse en dressing sammen. Og hvis man så lige ser lidt bort fra, at jeg kom til at bruge lidt for meget vand til couscousen, så den blev lidt klæbrig, øv, så var det her altså en rigtig dejlig salat. Særligt de søde nektariner var helt perfekte sammen med den salte halloumi. Så en lille anbefaling her fra og meget gerne i selskab med et stykke kylling!
Den dejligste sommeragtige og ikke mindst super lækker coucous salat med endnu lækre tahindressing
- 2 dl couscous
- 2,5 dl kogende vand
- 1 spsk olivenolie
- salt
- 2 stk nektariner
- 2 håndfulde frisk babyspinat
- 150 gr halloumi ost
- 1 håndfuld frisk mynte
- 1 håndfuld usaltede pistacienødder
- 1 stor spsk med top tahin
- 1 spsk citronsaft
- 2 spsk vand
- 1 tsk akaciehonning
- Hæld kogende vand over couscous, tilsæt lidt salt og lad det stå og trække i 10 minutter. Vend 1 spsk olivenolie i og lade couscousen køle af.
Skær nektariner i skiver og hak spinaten groft. Vend det i den afkølede couscous.
Steg halloumi osten på en pande med olivenolie ved høj varme, og lad det få stegeskorpe på begge sider. Tag det af panden, skær i mellemstore stykker og bland ternene i salaten.
Vend salaten med friskkværnet peber og grofthakket mynte og anret på et fad.
Rør tahin sammen med vand, citronsaft og honning.
Hæld dressingen over coucoussalaten og servér