Her er mit bud på en super lækker havregrød, der vil gøre sig godt på weekendens morgenbord, eller når hverdagen skal begynde lidt ekstra sjovt.
Kombinationen af den let salte og fede ricotta, de friske blåbær og den søde akaciehonning er helt fantastisk, og det gør altså virkelig, at man føler, man spiser dessert til morgenmad, selvom det ‘bare’ er havregrød.
Lækker havregrød med ricotta og blåbær er den perfekte start på dagen!
- 1 dl. fintvalsede havregryn
- 1 dl. fintvalsede ruggryn
- 2 dl. vand
- 2 1/2 dl. mælk
- 1 knivspids ren vaniljepulver
- Lidt fintrevet citronskal
- 4 spsk. ricotta
- Blåbær
- Akaciehonning
- Kom havregryn og ruggryn i en gryde med vand og mælk, samt vaniljepulver og citronskal.
- Lad grøden koge op under omrøring, og kog et par minutter.
- Tag grøden af varmen, når den er tyknet, og har opnået den rette grødkonsistens.
- Pynt havregrøden med skefulde ricotta, blåbær og hæld akaciehonning over. Lidt mynteblade på toppen er også lækkert.
Lækker havregrød med citron og vanilje
Et lille tip er at tilsætte ren vaniljepulver og økologisk revet citronskal til din grød generelt, også når du ikke vælger at toppe den med ricotta, blåbær og akaciehonning. Det gir’ altså lige grøden det der ekstra touch. Er blevet helt vild med det, og gør det faktisk næsten hver gang, jeg laver grød efterhånden.
Noget andet jeg også ofte gør, når jeg laver havregrød er at rive noget frugt ned i grøden f.eks. pære, æble eller mose en banan. Jeg elsker også at komme kokos i som jeg f.eks. har gjort i denne havregrød opskrift, der smager lidt som en banankage!
For lige at vende tilbage til kombinationen af ricotta og blåbær, så kommer jeg i tanke om et af de allerførste indlæg, jeg har lavet her på bloggen, snart 4 år tilbage, nemlig bruschetta med ricotta, blåbær og kanelsmør
Jeg erindrer klart, at det også var en lækker lille snack! Og hvor er det sjovt at se, hvordan min fotostil og styling har udviklet sig. Heldigvis kan man sige, der skulle jo også gerne være sket et eller andet på 4 år!