Her kommer opskriften på en super lækker laksesalat med røget vildlaks fra Island. Jeg er netop kommet hjem fra en forlænget weekend i Island, hvor jeg udforskede det smukke land sammen med Mikkel, der i øjeblikket arbejder deroppe. Vi havde lejet en bil og kørte hver morgen fra Reykjavik og ud i det islandske terræn. Jeg er fuldstændig bjergtaget af den islandske natur, der på ingen måder kan sammenlignes med noget andet land, og vi havde nogle helt fantastiske naturoplevelser.
På madfronten fik jeg også nogle store kulinariske oplevelser, og jeg spiste mig mæt i noget af det bedste lammekød, man kan få, samt masser af skøn fisk og ikke mindst jomfruhummere! Jeg fik da også spist noget skyr til morgenmad, og den islandske skyr smager jo bare så meget bedre end den, vi laver i Danmark. Den er mere cremet og mindre syrlig. Jeg har samlet en masse gode tips til både restauranter og til gode naturoplevelser, og det kommer alt sammen på Karla’s Nordic Kitchen inden længe.
Islandsk laksesalat
I Island købte jeg noget super lækkert vildlaks med hjem. Jeg prøver altid at få fat i vildlaks, fremfor laks fra dambrug. Jeg ved ikke, hvordan de islandske laksedambrug er, men jeg køber aldrig laks fra norske dambrug, efter at jeg har læst en del artikler omkring brug af antibiotika og brug af stoffer i forbindelse med produktionen, der skader miljøet.
Noget af den islandske vildlaks brugte jeg til denne her laksesalat med dildmayo, hvor jeg også har brugt skønne hjemmespirede spirer, asparges og agurk. En super nem og dejlig salat fyldt med gode råvarer og en lækker hjemmelavet dildmayo. Mayoen har jeg lavet efter samme opskrift som denne rosmarin-aioli, men jeg har blot udeladt hvidløget og erstattet rosmarinen med masser af frisk, finthakket dild.
Jeg har ikke skrevet mængdeangivelser, da det her er en salat, man laver lidt på gefühl, og man kan jo altid tilføje nogle ekstra ingredienser alt efter, hvad man nu lige har i køleskabet. Friske ærter vil f.eks. være super lækkert.
Laksesalat med dildmayo
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
5 t 23 min
Ingredienser
- Hjemmelavet dildmayonaise
- Laks
- Spirer f.eks. Mungbønnespirer eller Lucerne spirer
- Agurk
- Asparges
- Tilberedning
Sådan gør du
- Hæld kogende vand over de grønne asparges og lad dem trække i et par minutter.
- Hæld vandet fra og skær dem i passende stykker.
- Skrab kernerne ud af agurken og skær i små både.
- Skær nogle fine laksestykker og anret salaten på et bræt.
- Pynt med spirer, dildmayo og ekstra dild.
2 kommentarer
Nej, hvor ser det bare lækkert og indbydende ud! Jeg tør i øvrigt snart heller ikke købe norsk dambrugslaks mere – ikke bare pga. antibiotika osv., men også fordi det er kommet frem, at de ofte bliver fodret med foder baseret på fisk fanget i Østersøen, som er fulde med tungmetaller og giftigt stads. Øv, at det skal være sådan! Hvem der bare havde en islandsk vildlaks 🙂
Vh Louise
Tak Louise! Ja, det er skræmmende, hvad de fylder i de stakkels fisk : (