Jeg elsker torvemarkeder og hvor ville jeg ønske, at vi havde et torvemarked i Danmark, som bare var lidt ligesom de lækre fødevaremarkeder der findes i Italien, Frankrig og Spanien. For nogle år siden boede og arbejdede jeg som model i Paris og min lejlighed lå lige ved siden af det hyggeligste lille marked. Jeg var der nærmest hver dag, mest for bare at kigge, men selvfølgelig også for at købe lidt ost, skinke, baguette eller marmelade.
La Bocheria i Barcelona er også et helt fantastisk marked, og det har jeg også besøgt MANGE gange og slæbt store stykker manchego og serranoskinke med hjem i min kuffert.
Jeg synes ikke rigtig, at Torvehallerne i København kan måle sig med de sydlandske markeder, men det er også noget helt andet. Torvehallerne er meget mere feinschmecker-agtigt. Det tætteste jeg kommer på de sydlandske torvemarkeder er når jeg er i Århus!, selvom det stadig er meget langt fra.
Torvet på Ingerslevs Boulevard i Århus har åbent hver lørdag og her kan man få super friske danske grøntsager, danske krydderurter, fisk, ost, kød og alt muligt andet. Et marked som dette kan jeg godt savne lidt i København.
Sidst jeg var i Århus var jeg på Torvet med min far og jeg faldt over en lille bod med noget rigtig lækkert mel, som jeg straks måtte prøve. Melet er fra Falslevgård Mølle og jeg fik en lille opskrift med på det gode brød. Så det måtte jeg jo prøve og det blev godt! Jeg brugte en pose med let sigtet ølandshvedemel og jeg er sidenhen blevet stor fan af Ølandshvedemel.
Ingredienser (2 brød)
10 gr. gær
6 dl. koldt vand
1 kg. Ølandshvedemel
20 gr. salt
Tilberedning
Gæren røres ud i vandet og melet tilsættes sammen med saltet. Dejen æltes rigtig godt sammen og helst i 10 minutter. Derefter lægges dejen i en oliesmurt skål og dækkes til med husholdningsfilm og sættes i køleskabet i 24 timer.
Dagen efter hældes dejen ud på et meldrysset bord, uden at luften bliver slået ud af den, og deles forsigtigt i to stykker. Brødene lægges forsigtigt over på en varm bageplade og bages i ovnen ved 225 gr. i 40-50 minutter eller indtil det er færdigbagt.