Jeg lavede denne skønne og anderledes lasagne med linser i går, som jeg kom på efter at have købt nogle økologiske Beluga linser. Beluga linser er nogle små knaldsorte linser, fyldt med proteiner, og som beholder sit bid, når man koger dem. De er super lækre at bruge i salater eller i en lasagne som her.
Lasagne med linser OG blomkålsbechamelsauce
Det bedste ved denne her lasagne med linser er helt klart også min blomkålsbechamelsauce, som er utrolig nem at lave, og som smager helt fantastisk. Den er blot lavet på blomkål, mælk og fløde, og man er helt fri for at skulle stå og lave et opbag som ved en traditionel bechamelsauce. Jeg tror også sagtens, at man kan bruge saucen i en traditionel lasagne med oksekød, man kan i så fald vælge at tilsætte lidt revet muskatnød. Det tror jeg vil være godt.
En ny favorit i familien
Jeg var faktisk pænt godt tilfreds med resultatet, og det er helt klart en lasagne, som jeg snart vil lave igen.
Super lækker og anderledes lasagne med linser. En ny favorit i familien!
- 2 dl beluga linser
- 4 dl vand
- 1 spsk finthakket frisk timian
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1/2 hakket rødløg
- 400 gr blomkål
- 1 dl piskefløde
- 2 dl mælk
- salt
- peber
- 140 gr bacon
- pastaplader
- revet parmesan ost
- Vask linserne godt og kog dem i let saltet vand i ca. 20 minutter. Hæld evt. overskydende vand fra og bland de varme linser med olivenolie, fint hakket timian, fint hakket rødløg, citron og smag til med salt og peber.
- Kog blomkålsbuketter og stok i en gryde med rigeligt vand og kog blomkålen helt mør.
- Hæld vandet fra og brug en stavblender til at blende blomkålen sammen med fløde og mælk, indtil man har en fin jævn sauce, og smag til med rigeligt salt og peber.
- Læg baconskiverne i en bradepande med bagepapir og bag skiverne i ovnen ved 200 gr., indtil de er gennemstegte, men ikke helt sprøde.
- Læg et lag blomkålsbechamel i bunden af et ovnfast fad og fordel linser ovenpå. Læg pastaplader over og fortsæt på denne måde. Når man når midten, lægges et enkelt lag bacon på, og man fortsætter som før. Til sidst drysses der med rigeligt parmesan og lasagnen bages ved 200 gr. i ca. 30 minutter.
7 kommentarer
Hvor ser det lækkert ud – elsker bare belugalinser, men har aldrig lavet lasange med dem (:
– Anne
Hej Anne,
Ja, jeg elsker dem også, og de er super gode i lasagne, så det kan jeg varmt anbefale : )
Hvor ser den bare lækker ud! Tror aldrig jeg har smagt belugalinser før, men det skal da helt sikkert prøves
Tak Anja!
De kan varmt anbefales, men du kan også sagtens bruge andre former for linser. Det gode ved de her er dog, at de beholder en fast konsistens, efter de er kogt : )
Hej ANja
Det lyder totalt lækkert 🙂 GLæder mig til at prøve lave det for kæresten 🙂
Hej! Vi har med stor succes lavet lasagnen mange gange, og alle i familien elsker den. Vi er vegetarer, så vi udelader blot bacon. Men nu tænker jeg på, om man også kan lave den med grønne linser?
Fantastisk, Jeg tror da også, at jeg snart skal lave den igen : ) Jeg tror sagtens, at du også kan lave den med grønne linser!