Hvis du er løbet tør for aftensmad ideer, så kommer her en god en af slagsen. Jeg har jo nemlig aldrig lagt min lasagne med spidskåls-plader på bloggen! Det skal der laves om på nu, så her kommer den. Det er lidt forskelligt om, jeg bruger spidskål eller hvidkål, men opskriften er den samme. Den er hurtig og nem at lave og så mætter den godt, uden at man føler sig tung og proppet, som jeg tit synes, man kan blive, når lasagnen er lavet med pastaplader. Jeg har ikke lavet bechamelsauce til denne her lasagne, men valgt den nemme løsning med ricotta, der er rørt sammen med en masse friskrevet muskatnød og sort peber. Jeg synes, at kålpladerne er et mega hit, men de afgiver en smule væde, så tomatsaucen skal endelig ikke være for vandet.
Jeg laver altid en stor portion til fire personer, selvom vi bare er to, men den smager næsten endnu bedre på anden dagen. Jeg har pyntet lasagnen med lidt ærteskud, som jeg havde stående og dryppet med en god olivenolie. Helt klart én af mine favorit aftensmad ideer!
Aftensmad idé- Lasagne med spidskåls-plader
Ingredienser (4 pers.)
400 gr. hakket oksekød
1 løg
1 stængel bladselleri
2 hvidløg
1 ds. hakkede tomater
1 lille ds. tomatkoncentrat
1 dl. vand
1 spsk. oregano
1 spsk. timian
1 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
1/2 rød chili
500 gr. ricotta
Muskatnød
Sort peber
150 gr. revet mozzarella
1 spidskål
Tilberedning
Pil bladene af spidskålet og skær den tykke stok af alle bladene (jeg skar nærmest en aflang trekant af i bunden af hvert blad), så man har nogle fine, ens og tynde “lasagneplader”. Kog dem i en gryde med kogende vand og lad dem koge i et par minutter, indtil de er blevet en smule blødere i konsistensen. Hæld derefter vandet fra og læg blandene på et viskestykke eller noget køkkenrulle, så det overskydende vand kan suges fra.
Skær løg, bladselleri og hvidløg i små stykker og steg det på panden i olivenolie. Tilsæt det hakkede oksekød og brun det godt. Tilsæt hakkede tomater, tomatkoncentrat og lidt vand. Tilsæt de tørrede krydderier, samt den finthakkede chili og lad det simre lidt. Smag til med æblecidereddike, balsamicoeddike og salt og sukker, og lad det simre videre. Imens blandes ricottaen med frisk revet muskatnød og sort peber.
Læg en smule kødsovs i bunden af et ovnfast fast og kom et lag spidskålsblade ovenpå. Smør herefter et lag ricotta på spidskålsbladene og top med et nyt lag blade. Fortsæt samme procedure, indtil man slutter af med et lag kødsovs.
Bag lasagnen i ovnen ved 200 gr. i ca. 35 minutter. Efter 20 minutter tages lasagnen dog ud, hvor der drysses revet ost på, og herefter skal den tilbage i ovnen og bage videre i ca. 15 minutter. Tag lasagnen ud og lad den stå i ca. 10 minutter, inden den skæres ud i passende stykker. Drys med oregano og pynt evt. med nogle ærteskud og dryp med en god olivenolie.
11 kommentarer
God mandag!
Spændende med en lasagne med spidskåls-plader det har jeg ikke forsøgt før.
Det er så absolut værd at prøve og det er jo sundere end for meget pasta, selv om vi er gået over til grove lasagne plader.
Tak for inspirationen og gode fotos:-)
Hej Tina, Jeg er glad for at du er blevet inspireret : ) Jeg laver dog også lasagne med fuldkornsplader i ny og næ, men det her er en af min yndlings-udgaver : )
Den lyder simpelthen så lækker denne lasagne. Har haft kig på den de sidste par uger, og i aften bliver der lavet en lasagne med inspiration fra denne – synes spidskålspladerne lyder som en rigtig god idé nemlig 🙂
Tak for inspirationen 🙂
Fulgte opskriften til punkt og prikke, nærmest.
Det var en kæmpe succes.
Det er jeg glad for at høre Frida. Den er også en af mine favoritter : )
Egner den sig til at fryse ned? I tilfælde af at man nu vil lave dobbeltportion, når man nu er i gang ?
Nej ikke til at fryse, det er de ikke glade for kålpladerne.
Super lækker opskrift. Anvender dog hytteost istedet for ricotta for at spare på kalorierne. Undlader så vand i opskriften, da hytteosten er meget vandet. Bare til inspiration ?
Ej hvor lækkert, og super tip! Tak for det, og tak for feedback, det er det bedste, når man laver en opskrift : )
Behøver man tilberede “pladerne” først?
Jeg har ikke prøvet at undlade at koge dem et par minutter først, så det vil jeg nok gøre.