Denne her linsesalat med portobello svampe og parmesan kom jeg på ret tilfældigt. Den opstod egentlig bare af, hvad der var i huset og min lille altan krydderurtehave. Det var heller ikke meningen, at den skulle på bloggen, men syntes den smagte så godt, så alt andet jo selvfølgelig ville være en skam. Derfor lavede jeg den igen den anden dag, og fik taget et par billeder.
Jeg har i øvrigt lavet salatopskrifter med linser før, som du da også skal have et lille gensyn med, f.eks. denne her grøn linsesalat opskrift og denne her linsesalat med gedeost, rødløg og bacon!
Linsesalat med dejligt mættende grønne linser
Jeg har meget ofte, hvis ikke altid, en dåse økologiske linser eller bønner stående i køkkenskabet. Det er nemlig ikke altid, at jeg lige har tid til enten at koge friske linser eller lægge bønner i blød aftenen før. Og så er det altså super nemt lige at tage en dåse grønne linser og lave en hurtig vegetarisk tomatsovs med linser eller en salat som denne her. Det er både mættende og smager godt!
Og når jeg skriver økologiske, så er det fordi, jeg helst vælger Urtekrams linser på dåse, da jeg så er sikker på, at der ikke er bisphenol A i dåsens inderside. Det samme gælder i øvrigt for alle Coops økologiske dåser.
Og så lige et ekstra lille supertip, synes jeg selv. Jeg brugte nemlig denne her linsesalat forleden, som erstatning for kødet i en helt almindelig lasagne. Og det var et hit! Så lagde jeg den bare i lag sammen med en god krydret tomatsovs (brugte Irmas øko med oregano) og bechamel sovs. Og det smagte virkelig godt.
- 1 ds grønne linser
- 250 gr portobello svampe
- 2 fed hvidløg
- 1 stk løg
- 2 gode håndfulde fintrevet parmesan
- 1 håndfuld frisk salvie
- salt
- friskkværnet peber
- olivenolie
Hak løg og hvidløg fint, og steg det gyldent i olivenolie på en pande. Må endelig ikke branke, så middelvarme.
Skær portobello svampene i mellemstore stykker, og kom dem på panden sammen med løgene.
Lad svampene afgive noget af væsken og kom så grofthakket frisk salvie i.
Tilsæt de afdryppede grønne linser (jeg vasker altid lige linserne under hanen, inden jeg bruger dem), og lad det stege et par minutter, mens du rører rundt, så det sidste af væden fra svampene fordamper.
Krydr med masser af peber og lidt salt, og kom til sidst parmesan osten i. Lad det stege færdig et par minutter og servér med ekstra frisk salvie.
4 kommentarer
Det lyder lækket ! Minder mig lidt om sådan en let udgave af risotto. Den vil jeg prøve snart
Tak Maja, Ja det har du faktisk ret i ; )
Ej, hvor er det lækkert. Helt sikkert noget jeg kommer til at lave igen.
Jeg har dog byttet salvie ud med rosmarin da det var det jeg havde 😊
Ih hvor dejligt at høre!