Så blev der lidt “mor” tid, da Nord pt ligger og sover middagslur, til at få blogget lidt og udgivet denne her opskrift på en dejlig let og enkel melonsalat med halloumi ost og parmaskinke.
Det er en ret, jeg lavede et par dage før, vi tog afsted til Kroatien. Og som vi nød til frokost Mikkel og jeg. Og jeg glæder mig til at lave den igen, når vi er hjemme.
Vi er stadig i Kroatien, hvor Mikkel lige nu arbejder på en ny spillefilm. Og Nord og jeg er taget med for at kunne være sammen med Mikkel, når han har fri, og ikke mindst bare nyde at være sammen i et andet land.
Mali Losinj
Vi er på en ø, der hedder Losinj. Og vi befinder os i den største by på øen, der hedder Mali Losinj. Her er så sindssygt smukt, og når vejret er godt, er det næsten helt paradisisk mange steder langs kysten. Desværre har vejret været ret så ustadigt med regn og blæst. Det værste vejr i 20 år siger de lokale…typisk. Men vi har da også haft en del dejlige sommerdage med strandvejr, og de siger, der skulle komme flere af dem i næste uge. Så det håber vi på!
Lækker og nem melonsalat med halloumi og parmaskinke. En perfekt frokostret men er også god som enkel forret.
- 1 stk lille cantaloupe melon
- 200 gr halloumi ost
- 2 store håndfulde babyspinat
- 1 spsk frisk finthakket mynte
- 1 lille håndfuld græskarkerner
- 1 pk parmaskinke a ca. 70 gr.
Skræl melonen og fjern kernerne. Sker den i mellemstore stykker.
Hak spinaten groft og vend den sammen med melonstykkerne.
Tilsæt hakket mynte.
Steg halloumi osten på en varm pande med olivenolie til den har en flot gylden overflade på begge sider. Lad den køle lidt af og skær i mellemstore stykker. Vend dem i salaten.
Rist græskarkernerne på en pande og drys dem over salat.
Anret salaten sammen med parmaskine og drys med friskkværnet peber og servér.
Super enkel og nem melonsalat
For at vende tilbage til opskriften, så er det her en super nem melonsalat, som vil gøre sig godt både som frokostret, forret, til aftensmaden eller som en del af en buffet. Elsker virkelig halloumi. Den milde og salte smag passer bare helt perfekt sammen med den meget søde melon. Og sammen med parmaskinke synes jeg virkelig, at ingredienserne klær’ hinaden.
Kan du ikke lige få fat i halloumi ost, selvom efterhånden alle de store supermarkeder har det, så brug endelig feta i stedet for, det er også godt!