Jeg har længe gerne ville lave et indlæg om, hvad jeg spiser i løbet af en uge, sådan lidt a la “min sunde uge“, som man kan læse i mange dameblade. Både for min egen skyld, fordi det er sjovt at få et overblik, men også fordi at det måske kunne have interesse for jer.
Jeg har i løbet af ugen skrevet ned, hvad jeg har spist, og jeg har samlet hele “mad-dagbogen” her nedenfor. Og når jeg tager et kig ned over oversigten, ja… så må jeg tilstå, at jeg da vist spiser ret sundt. Nogen vil måske sige for sundt, men det er nu engang den måde, jeg godt kan lide at leve på, og min krop er tilfreds med det sunde valg.
Det er efterhånden sjældent, at jeg skejer ud og spiser f.eks. sukker og hvidt brød. Det sker faktisk kun, når jeg er ude at spise hos venner eller på restaurant. Ellers prøver jeg at holde mig til de langsomme kulhydrater i det daglige i form af grønt og masser af protein.
Mandag
I dag startede jeg morgenen med en en god portion økologisk tykmælk med hjemmelavet æblekompot, rugflager der var ristet i kokosolie og kanel og groft hakkede pistacienødder og mandler. Jeg købte en masse skønne danske æbler for noget tid siden, men nåede ikke at få dem spist, før de blev rynkede og kedelige at spise. Derfor skrællede jeg dem, og skar dem i stykker, og kogte dem ind til en lækker æblekompot, hvor jeg lige tilsatte noget vanilje.
Min frokost i dag bestod af en salat med spinat, gedeost og tomater, 2 æg, masser af ristede græskarkerner og så den gode tomatpesto fra Løgismose.
Som eftermiddagssnack spiste jeg en af mine hjemmebagte, sunde kager med rugflager, banan, chokolade og pekannødder. Opskriften kommer i øvrigt snart på bloggen!
Til aftensmad lavede jeg broccolipizza til mig og Mikkel, som jeg toppede med masser af avocado, hytteost, spinat og frisk basilikum.
Til aften drak jeg en stor kop koffeinfri kaffe med et par stykker 85 % mørk chokolade og en håndfuld nødder.
Tirsdag
Jeg kom sent op i morges, så jeg nåede kun lige 2 blødkogte æg og en kop kaffe med sødmælk til morgenmad. Men det er nu også godt. Især når æggene spises sammen med hjemmebragt islandsk flagesalt.
Sammen med min formiddagskaffe spiste jeg endnu en af mine sunde kager med rugflager og snackede gulerødder og vindruer inden frokost.
Til frokost spiste jeg en stor salat med spinatblade, avocado, hytteost og pesto og nogle tykke skiver af en god økologisk chilispegepølse.
I eftermiddags drak jeg en latte sammen med min veninde på Emmerys, og var standhaftig og sprang kagen over.
Aftensmaden i dag skulle gå lidt hurtigt, da jeg først var hjemme 18.30, og der er jeg altid sulten. Det blev derfor til en hurtig omgang bønnepasta med pesto, hytteost og ristede græskarkerner, og så et stykke broccolipizza fra dagen før. Aftenen sluttede jeg af med en stor kop koffeinfri kaffe, og så en 85 % mørk chokolade fra Irma, som rent faktisk også er sukkerfri, og i stedet sødet med stevia. Den smagte faktisk overraskende godt.
Onsdag
I dag startede jeg morgenen med et stykke knækbrød med brie og vindruer og dertil en kop kaffe med sødmælk.
Hen på formiddagen spiste jeg nogle gulerødder, vindruer og en håndfuld blandede nødder. Min frokost bestod af rester fra i går, nemlig bønnepasta med pesto og dertil stykker af lækker gedefeta og spinat.
Som eftermiddagssnack spiste jeg to hjemmelavede sunde kokosmakroner, som jeg nød til en kop kaffe.
Her til aften har vi så fået grillede rugtortillas med æblekompot, som jeg havde tilovers fra i mandags, blå kornblomst og spinat. Ih det smagte godt!
Torsdag
Jeg sov over mig i morges. Jeg plejer ellers altid at stå super tidligt op om morgenen, faktisk allerede før 6, men i dag sov jeg helt til kvart i syv! Derfor blev morgenmaden også en hurtig løsning, men stadig sund og mættende. Det blev til to rugknækbrød med hytteost og tomat.
Som formiddagssnack spiste jeg en håndfuld nødder og gulerødder.
Til frokost spiste jeg en salat med romaine salatblade, feta, mandler, hjemmespirede lucerne spirer, avocado og et par gode skiver af den økologiske chilispegepølse.
Som eftermiddagssnack spiste jeg igen igen en skål hytteost med tomater, friskkværnet peber og en god sjat olivenolie.
Til aftensmad skulle det gå lidt hurtigt, så det blev til en æggekage med grøn peber, brie og Irmas gode frilandsbacon, og selvfølgelig toppet med hjemmespirede spirer.
Fredag
Jeg startede dagen med en rugknækbrød med æg og spirer og en dejlig kop kaffe med sødmælk. Jeg elsker sødmælk i kaffen, og er nærmest blevet helt afhængig. Jeg synes ikke rigtig, at kaffen smager lige så godt, når der ikke er sødmælk i.
Jeg sprang formiddagssnacken over, da jeg havde travlt og spiste i stedet en stor salat til frokost med to æg, tun, hytteost og alt muligt andet godt og grønt.
Til eftermiddag spiste jeg en masse gulerødder og vindruer, og fik da også lige en kop kaffe eller to.
Til aftensmad har vi netop spist boller i karry med blomkålscouscous. Jeg elsker den ret! Og her til aften vil jeg lave mig en stor, dejlig kop kaffe og nyde den med en god mørk chokolade, blandede nødder og tørret økologisk mango.
8 kommentarer
Hold da kæft, så kan man da ikke andet end at tabe sig 😉
Hej Rikke, Det kommer jo an på, hvor meget man spiser ; )
Flere af de her indlæg, tak! 🙂
God inspiration til ens egen hverdag.
Tak Ida, jeg syne også, at det er sjovt at lave, så mon ikke der kommer nogle flere : )
jeg stemmer også for flere af denne slags indlæg! Fantastisk inspiration! 🙂
Tak Caroline, Der er jeg glad for at høre!
Hej!
Enig med de andre – rigtig god og brugbar inspiration.
Har du nogle gode tips til indkøb af sådan en uge?
Kan se du genbruger en del/bruger rester. Men mit problem er altid at købe basis-varer ind, så synes altid man lige står og mangler noget… Har du nogle must-haves til dit køkken?
Hej Mie Lisa, Du har helt ret. Jeg prøver altid at bruge mine rester og smider meget sjældent noget ud. Jeg har helt klart nogle must haves i mit køkken, som jeg faktisk spiser næsten hver dag, og altid køber ind, så jeg har til en hel uge. Hytteost, spinatblade, avocado, feta, æg, en god økologisk spegepølse, groft knækbrød, pesto og masser af nødder og kerner som græskarkerner og solsikkerkerner er noget jeg altid har derhjemme. Så kan jeg lynhurtigt lave mig en god salat : )