I weekenden besøgte jeg Skanör Falsterbo Matfestival i Skåne sammen med Mikkel, og vi havde en helt fantastisk weekend i den gode (svenske) mad’s tegn. Eeeej hvor spiste vi bare mange lækre ting, og lige nu sidder jeg og drømmer om de skønne, friske asparges, det lokale møre lammekød og den lækre røgede makrel.
Jeg havde aldrig været i Skanör eller Falsterbo (byerne ligger lige ved siden af hinanden) før, og jeg må sige, at jeg virkelig var positivt overrasket. Det var simpelthen de hyggeligste to små byer, hvor de små bondehuse med stråtag lå side om side. Og så ligger byerne lige ved havet, og det er virkelig nogle dejlige, brede strande. Man kan tydeligt se Øresundsbroen derfra, så det er ikke særligt langt fra Danmark. Jeg tror, det tog os ca. 45 minutter i bil fra København.
Vi boede på et super hyggeligt hotel, der hed Hotel Gässlingen i Skanör. Det havde den der ægte svenske charme, som jeg er helt forelsket i med de fine lyseblå træmøbler, blå og hvide sofaer, gamle landskabsmalerier og små svenske nipsting. Hvis man besøger mig privat, er man heller ikke i tvivl om, at det er en stil, jeg også personligt har taget til mig. Og som billederne antyder nok også rent tøjmæssigt!
Skanör Falsterbo Matfestival
Lørdag formiddag tog vi hen til madfestivalen, som var placeret nede ved Skanör havn. Det var ikke en særligt stor festival, men super hyggelig og ikke langt fra havnen var stranden, så det var virkelig et smukt område.
På festivalen var flere forskellige svenske restauranter repræsenteret, da de i anledningen af madfestivalen havde stillet små boder op, hvor de serverede udvalgte streetfood retter. Bl.a. den verdenskendte kok Magnus Nilsson, som står bag den meget omtalte restaurant Fäviken, der ligger helt ude i den Jämtlandske ødemark. Han stillede op med en meget eksklusiv pølsevogn. Ja, det er rigtigt en pølsevogn. Men det var dælme også nogle lækre hjemmelavede pølser fra dyr, der har haft det rigtig godt, og det kan vi li’!
Jeg smagte også en ret spændende taco, som jeg faktisk godt kunne have spist nogle flere af! For tacoen bestod nemlig af et stort stykke flæskesvær, som var fyldt med asparges, mynte, gran og æg. Det smagte altså virkelig godt!
Og apropos asparges så var der simpelthen de fineste asparges på madfestivalen. Der stod en kok og grillede dem på en kæmpe grill, og så blev de serveret med en intens parmesan creme. Mums det var godt, og de er jo altså bare så smukke!
En anden sjov ret som jeg satte tænderne i var kimchi af kål, fennikel og rabarber serveret med konfiteret svinekød, der hurtigt blev grillet og en mayonaise med brændt forårsløg, sort hvidløg og habanero. En ret så lækker lille sag.
Efter madfestivalen tog vi på naturvandring i den nærliggende skov med en ekspert i spiselige planter. Det var vildt spændende, og jeg håber sådan, at jeg kan finde bare nogle af de samme planter, når jeg engang tager på planterov her i Danmark.
I løbet af de tre dage hvor madfestivalen står på, er der forskellige arrangementer hver aften på udvalgte restauranter i Skanör og Falsterbo. Der var mange temamiddage, som jeg ville have elsket at deltage i, men vi havde kun én aften i byen, så det blev til en ølmiddag lørdag aften.
Og det var vildt godt – så er det sagt! Kokken Billy White fra Nya Carnegiebryggeriet i Stockholm lavede den skønneste 6-retters menu med lokale råvarer, hvor øl selvfølgelig var et gennemgående tema. Og øl fra bryggeriet drak vi selvfølgelig også til menuen.
Nr. 2 ret var bl.a. denne lækre gedefriskost fra Vilhelmsdal mejeri med syltede skalotteløg, mynte og surdejsbrød. Det smagte bare vildt godt. Men højdepunktet fra middagen var helt klart det møreste møre lammekød med røget kartoffelmos, brændnældepuré og ramsløg. Lokale råvarer af sindsygt god kvalitet.
Nå ja, så må jeg også lige nævne den cremede stout is med honningristet havre! Og ikke mindst chokolademoussen med malt is!
Efter de seks retter med dertilhørende øl var vi, måske ikke så overraskende, rimelig mætte, og vi tog direkte hjem og på hovedet i seng.
Opsummerende var det virkelig en super hyggelig og inspirerende weekend, og jeg er overbevist om, at jeg kommer tilbage igen til næste års madfestival. I det hele taget elsker jeg bare madfestivaler. Er der noget bedre end at gå fra bod til bod og smage på udvalgte producenters skønne råvarer – det tror jeg ikke… Jeg gjorde det i hvert fald gerne hver weekend!
Indlægget er lavet i samarbejde med Visit Sweden og Visit Skåne, men holdningerne er helt mine egne.