I går lavede jeg en nem frokost salat med quinoa med de ingredienser, jeg havde ved hånden. Jeg er altid helt stolt af mig selv, når jeg får lavet en lækker salat til frokost. Ofte består min frokost “bare” af rugbrødsmadder eller rester fra dagen før, ikke at der overhovedet er noget i vejen med det, men føler mig bare altid lidt overskudsagtig, når jeg får kreeret en salat til frokost, som ovenikøbet bliver til et blogindlæg!
Jeg må også indrømme, at frokosten nogle dage også bare bliver erstattet af en morgenmad, der varer til langt ud på formiddagen. Elsker de lange morgener med hjemmebagte boller, chiagrød og æg i alle afskygninger, som kan holde mig mæt til langt op af dagen. Og dem tror jeg, at der kommer til at blive flere af, når jeg lige om lidt går officielt på barsel, altså inden baby kommer that is!
- 1 dl. quinoa
- 2 dl. vand
- 1 rødt æble
- 1 moden avocado
- 1 spsk. solsikkekerner
- 1 spsk. græskarkerner
- Olivenolie
- Salt
- Frisk persille
- Citrondressing se link i tekst, ellers dryp med citronsaft og olivenolie
- Skyl quinoaen grundigt og kog det i letsaltet vand under låg, indtil al vandet er absorberet. Lad quinoaen køle af.
- Rist solsikke- og græskarkerner på en varm pande med lidt olivenolie og drys salt over. Når kernerne begynder at tage farve, tages de af varmen.
- Skær æblet i tern og avocadoen i skiver.
- Fordel quinoaen i to skåle, fordel æbletern og avocadoskiver ovenpå og drys med saltede kerner og frisk fint hakket persille.
- Hæld citrondressing over ved servering. Du kan også bare dryppe med citronsaft og olivenolie, hvis du ikke laver selve dressingen.
Nem frokost salat med quinoa og citron-chiadressing
Til denne her salat lavede jeg min citron-chiadressing, som jeg deler her i min opskrift nem dressing til salat. Det er en af mine yndlingsdressinger, som tager ingen tid at lave. Har du ikke lige ingredienserne ved hånden, eller tiden for den sags skyld, kan du også bare hælde lidt citronsaft og olivenolie over salaten. Det smager også dejligt.
Og så tænker jeg her, mens jeg skriver, at lidt god lækker laks også ville klæde denne her salat, og måske også nogle rosiner for at give den lidt ekstra sødme. Blot et lille ekstra fif!