Her kommer en meget nem guacamole med basilikumspesto, som vitterligt tager under 5 minutter at røre sammen, og som smager godt som dip til grøntsagsstænger, grissini eller lignende.
Jeg elsker, når noget lækkert ikke behøver at tage særligt lang tid at lave, og det her vil nogen måske kalde lidt en “snyde” opskrift, da jeg bruger en købe pesto. Men jeg kalder det bare en nem hurtig hverdagsopskrift, som alle kan lave.
Jeg lavede den i fredags til Mikkel og jeg, da vi lige skulle have os et glas fyraftensrødvin og lidt snacks.
- 1 stk moden avocado
- 2 tsk god basilikumspesto hjemmelavet eller købt
- citronsaft
Mos avocadoen med en gaffel
Rør den moste avocado sammen med 2 tsk. god basilikumspesto
Smag til med citronsaft og servér med det samme.
Nem guacamole med pesto!
Jeg bruger Irmas upasteurisede basilikumspesto, som helt klart er min favorit af købepestoer. Jeg har faktisk næsten altid pesto stående i mit køleskab. Så har man altid noget at vende sine grøntsager, pasta, kartofler eller andet med. Det er nemt, og smager altid godt.
Det er også godt under pålægget på rugbrødsmaden, hvor jeg flittigt bruger det sammen med f.eks. avocado, spinat og hytteost.
Det står dig selvfølgelig også helt frit for at lave din egen pesto. Det vil selvfølgelig gøre denne her guacamole endnu bedre, men det er desværre alt for sjældent, at jeg får gjort det. Så jeg tyr til Irma. Men glæder mig til sommer, hvor min altan igen bugner af friske krydderurter, som nemt kan blendes til en lækker cremet pesto.