Det her er en virkelig nem kyllingeret med asparges, bacon og blåskimmel, som er nem fordi alle ingredienserne sådan set bare skal bages i ovnen på samme tid. Så den er oplagt på en travl hverdag. Vi fik noget lækkert brød til, men du kan da også bare fyre op under nogle ovnkartofler, der også bare skal hygge sig i ovnen med de andre ting.
Nem kyllingeret med nye asparges
Mmmm… jeg har brugt nye sprøde danske asparges til denne her ret, og der er bare ikke noget bedre end sommerens dejlige grøntsager. Totalt min yndlingstid, hvad angår lækre råvarer. De allerbedste asparges, jeg har smagt i år, udover selvfølgelig de her hvide asparges fra Langeland, er dog nogle grønne asparges, Mikkel og jeg købte i weekenden på et lille lokalt marked i Malmø.
Seriøst de smagte godt! De var dejligt søde, sprøde og med skønne noter af friske ærter. Vi nød dem lørdag aften, og dertil havde vi lavet en chilimayo med en øko chilisauce, som jeg også havde købt på markedet. Og så har vi stadig en del franske specialiteter tilbage (heldigvis) fra vores tur til Cannes, så vi nød rigtig en dejlig tapas aften med alle de bedste ting. Og rødvin selvfølgelig!
- 2 stk kyllingebryst
- 1 bundt grønne asparges (ca. 10 stk)
- 4 skiver blå ost
- 2 skiver bacon
- oregano
- hvidløgspulver
- salt
- peber
- olivenolie
Skyl asparges og læg på dem på en bageplade med bagepapir i den ene side. Dryp med olivenolie og salt og peber.
I den anden side lægges de to kyllingebryster. De drysses med oregano, hvidløgspulver, salt og peber.
På en anden bageplade lægges skiver af bacon. Lav evt. en hel pakke og gem resten af den stegte bacon til en anden ret.
Sæt de to bageplader i ovnen ved 200 gr. alm. ovn i ca. 20 minutter. Efter 20 minutter lægges der blå ost på kyllingefileterne. Kom dem tilbage i ovnen i ca. 5 minutter til osten begynder så småt at smelte. (Beregn længere stegetid, hvis kyllingebrysterne er større)
Hak den færdigstegte sprøde bacon fint.
Servér de bagte kyllingebryster med asparges og drys med finthakket bacon. Nyd det med det samme.