SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GEDEOSTEN.DK: Så kommer der en dejlig julet opskrift på en nem rødkålssalat med “juleknas”. For rødkålssalat skal der til her i december, og jeg elsker at eksperimentere med rødkålen. Så der hvert år kommer en ny slags salat på bordet til julemiddagene.
Denne gang har rødkålen fået selskab af økologisk gedeost, der er bagt i ovnen med honning, som lige får lov at karamellisere. Bagt gedeost er bare det bedste, og især sammen med sprød kål, granatæble og mit helt særlige våben – juleknas!
Nem rødkålssalat med “juleknas”
Der er nemlig tale om juleknas i ordets sande betydning. Knasende sprøde nødder. Her valnødder, mandler og hasselnødder. Grofthakket og vendt sammen med søde, bløde dadler. Det er altså kræs oven på sådan en rødkålssalat. Og helt eminent godt sammen med den bagte gedeost med honning. Ja tak!
Salaten her vil gøre sig godt til det meste julemad. Det være sig and, flæskesteg, kalkun eller skinke. Den er også skøn tilbehør til en vegetarisk jul.
Jeg lavede salaten en formiddag her forleden til bloggen, og der spiste jeg den efterfølgende til frokost sammen med to spejlæg, og det kan altså også anbefales. Så der er mange muligheder.
Det her er en super lækker og nem rødkålssalat til juledagene med lidt "juleknas" på toppen!
- 200 gr fintskåret rødkål (jeg brugte et mandolinjern)
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 tsk citronsaft
- 1/2 granatæble
- 50 gr. blandede nødder (jeg brugte valnødder, mandler og hasselnødder)
- 5-6 stk tørrede dadler
- 6 tykke skiver Soignon økologisk gederulle
- agavesirup
- friskkværnet peber
Vend fint skåret rødkål med olivenolie, æblecidereddike og citronsaft.
Pil kernerne ud af granatæblet.
Skær gederullen i 6 tykke skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp akaciehonning over og friskkværnet peber. Bag i ovnen ved 225 gr. i ca. 7-10 minutter, eller indtil de har fået en let gylden overflade og honningen er karamelliseret en smule.
Rist nødder på en tør pande, til de får en smule farve. Hak dem groft. Hak også dadlerne og vend det hele sammen.
Anret rødkålen på et fad eller en stor tallerken. Hæld granatæblekernerne over. Læg forsigtigt de bagte gedeostskiver på. Drys med "juleknas" og servér.
På ferie!
Og så en lille hilsen fra Tenerife, hvor jeg lige nu er sammen med min lille familie. Vi trængte til at komme lidt væk fra influenza og kulde, og det er altså rart at trække stikket og nyde det gode vejr.
Julestemning er der dog stadig, for vores husvært har været så sød at sætte et kæmpe juletræ til os i stuen, godt nok lavet af plastic men meget hyggeligt alligevel. Og julemusik hører vi også!
Men maden består dog af udelukkende af tapas på terrassen, så risengrøden må vente til vi kommer hjem. Og på onsdag venter det store madmarked, så mon ikke der kommer en opskrift eller to ud af det!