Jeg havde et halvt græskar liggende i køleskabet den anden dag, som skulle bruges, og efter både at have lavet suppe, bygotto og denne her lasagne med græskar, synes jeg det var tid til en nem salat med græskar. Salaten spiste jeg bare som et hovedmåltid, da Mikkel ikke var hjemme, og så er en lækker nem salat helt perfekt for mig.
- 1/2 hokkaido græskar ca. 300 gr.
- Olivenolie
- Salt og peber
- 1 dl. perlebyg
- Vand
- 2 spsk. basilikum
- 2 spsk. timian
- 1 spsk. olivenolie
- 75 gr. feta
- 3 spsk. ristede græskarkerner
- Skræl hokkaido græskaret, fjern kernerne og skær det i små stykker. Vend græskarstykkerne i olivenolie, drys med salt og bag stykkerne i ovnen ved 200 gr., indtil de er møre.
- Kog perlebyg i rigeligt vand, indtil det er færdigkogt.
- Vend perlebyg med olivenolie, fint hakket timian og basilikum og smag til med salt og peber.
- Vend de bagte græskarstykker og smuldret feta i og pynt med ristede græskarkerner.
Lidt om min uge fyldt med god mad
Lige nu sidder jeg i toget på vej hjem fra Jylland, hvor jeg har været de sidste par dage. Torsdag skulle jeg nemlig være dommer til Sallings fødevareprisuddeling. Jeg skulle sammen med Ditte fra The Food Club og Ann-Christine fra Valdemarsro finde vinderen af Sallings Publikumspris. Her havde forbrugerne stemt på nogle produkter, som de bare ikke kunne undvære i deres køkken, og blandt dem med flest stemmer, skulle vi så vælge en vinder.
Valget faldt på æg fra Niels og Grete. Måske har du set deres æg i en af Dansk Supermarkeds butikker. De smager super godt, og vi var alle tre enige om, at det var den helt rigtige vinder. Jeg er den største fan af æg og spiser æg hver eneste dag, så hvis der er noget, som jeg bare ikke kan undvære i mit køkken, så er det ÆG.
Udover at det var en rigtig sjov dag og en sjov oplevelse at være dommer, så var det også skønt at aflægge Salling et besøg igen. Grunden til at jeg siger igen, er fordi jeg mere eller mindre startede min modelkarriere i Salling. Som 13-årig lavede jeg mit første modeljob for Salling og som 14-årig gik jeg mit første modeshow i Salling i Århus og Ålborg og siden dengang er det blevet til en masse fotoopgaver og modeshows gennem årene for det jyske stormagasin. Nu var jeg så tilbage i en noget anden sammenhæng, hvilket jeg synes var mega fedt, og lidt ligesom at komme hjem.
Efter fødevareprisuddelingen mødtes jeg med min mor på det økologiske spisested Langhoff og Juul i Guldsmedgade for at drikke kaffe, og om aftenen spiste vi delikatesser fra Sallings lækre supermarked, Salling Super. Dagen efter var det min mors fødselsdag og dagen gik igen med at spise god mad. I dag er jeg så på vej hjem, stopmæt efter at jeg sammen med min far besøgte en af hans venner, der i den grad går op i madlavning og diskede op med lækre vine og italienske delikatesser. Mmmm jeg elsker sådan en weekend fyldt med gode madoplevelser!
1 kommentar
Fantastisk god salat!