Jeg har længe villet skrive det her indlæg om min lille øko baby Nord. Er du ikke det mindste interesseret i babyudstyr og babys første mad mv., så spring dette indlæg over. Men tænker, at der måske er nogle derude, som vil synes, det er interessant at læse, hvilke overvejelser jeg har gjort mig i forhold til at træffe bæredygtige, miljøvenlige og økologiske valg i forhold til Nord. NB! Det her er ikke et sponsoreret indlæg, bare mig der er vild med nogle forskellige produkter!
Måske er der også nogen, der nu vil tænke… Åh nej, sikke en speltmor med sit øko baby dit og dat, og det må man gerne tænke. For jeg ER typen, der undersøger, hvad der er i de produkter, der omgiver mit barn, og det står jeg ved. Der er så meget skidt kemi i mange af de ting, der omgiver os, og dem vil jeg gerne vælge fra, dér hvor jeg har valget. Heldigvis er det sådan, at f.eks. ftalater er forbudt i legetøj i Danmark til børn under 3 år, så der kan man være rimelig sikker, og ligeledes er BPA forbudt i fødevareemballage til børn under 3 år.
Øko baby – Lidt om Nords udstyr
Før jeg kommer ind på emnet spisegrej og lidt om Nords mad – han er nemlig startet på RIGTIG mad i denne uge – så vil jeg lige skrive lidt om, det udstyr jeg har til Nord, som er uden skidt kemi. Først og fremmest har jeg valgt en økologisk barnevogn til Nord fra mærket Naturkind. Det er så vidt, jeg kan se, den eneste øko barnevogn på markedet. Og jeg har været super glad for min! Jeg tror ikke, at der er noget som helst i vejen med de barnevogne, man kan få i Danmark, jeg kan bare godt lide tanken om, at der er tænkt over hvert eneste materiale. Og at man hele tiden har naturen for øje, når man vælger materiale.
I forhold til tøj så køber jeg en del tøj af økologisk bomuld. Det er ret sejt, at rigtig mange supermarkeder er begyndt at sælge økologisk babytøj til en meget lav pris. Men jeg har faktisk købt langt størstedelen af Nords tøj i genbrugsbutikker. Særligt Mødrehjælpens butikker har været et kæmpe hit! Tøjet er jo blevet vasket mange gange, så eventuelle kemikalier er blevet skyllet væk. Man støtter også en rigtig, rigtig god sag, og så sparer man selvfølgelig en masse penge. For en baby vokser jo lynhurtigt ud af sit tøj. Jeg har også gjort nogle super gode kup på loppemarkeder. Senest nord for København, hvor jeg købte en del søde bukser af et godt økologisk mærke til 15 kr. stykket!
Øko baby – Nords madeventyr
Nord startede på at spise rigtig mad i denne uge. Han er netop blevet 6 måneder, så det var jo også tid til at starte op. Indtil videre går det rigtig godt, og han spiser hele tiden mere for hver dag, der går, og viser stadig stigende interesse. Det er virkelig sjovt, og er helt begejstret for, at jeg nu kan kombinere min levevej madlavning med min barsel.
Øko baby – Maden
Jeg vil så vidt muligt lave hans mad selv. Selvfølgelig kommer der tidspunkter, hvor det ikke er muligt, når vi er på farten i længere tid. F.eks. til september hvor vi tager til Barcelona i en måned. Jeg har allerede fyldt fryseren op med hjemmelavet gulerodsmos og sød kartoffelmos, som er det første han har fået at spise, og jeg synes faktisk ikke, at det er særligt besværligt. Tværtimod er det helt dejligt at have en undskyldning for at tilbringe lidt mere tid i køkkenet.
I dag skal han have grød for første gang. Her har jeg købt den første grød fra Aurion. En biodynamisk grød, der er langtidsristet, hvilket gør den lidt sødere i smagen og mere letfordøjelig for baby.
Og så er vi begyndt at få biodynamiske grøntsager fra Birkemosegård, som leverer til København hver torsdag. For 190 kr. får man en lækker stor kasse blandede grøntsager. Og det gode ved det hele er, at det bliver leveret et stenkast fra mig. Det er jo forskellige grøntsager fra gang til gang, så Nord kan få smagt en masse nye ting.
Øko baby – Spisegrej
Da vi var i Hamborg på ferie for en måned tids siden var jeg i en del forskellige økologiske supermarkeder. ELSKER de tyske øko-supermarkeder og ærgrer mig gul og grøn over, at vi ikke har noget lignende herhjemme. Nå, men her købte jeg det sødeste spisesæt fra et mærke, der hedder Nûby, lavet af majs og bambus til Nord, som er 100 % nedbrydeligt og selvfølgelig uden PVC og ftalater mv.
Man kan få lignende på forskellige hjemmesider herhjemme, ved jeg. De helt tynde babyskeer til den allerførste mad har jeg købt på Helsam til 25 kr. for 5 stk. af mærket Holle også uden skidt kemi.
Og så har jeg købt den sødeste madkasse fra Sebra, også uden BPA, som jeg glæder mig til at fylde med gode sunde snacks, når han bliver lidt ældre.
Og endelig til opbevaring af Nords små portioner mos, har jeg købt en masse små glasskåle med låg af mærket Frigoverre. Glas afgiver jo ikke noget skidt til maden. Men jeg har faktisk også læst, at Urtekrams glas med låg er gode, så når man har tømt dem, kan man genbruge dem til mos.
Ja, det var så lidt omkring Nords spisegrej, som jeg håber du kan bruge. Det er en spændende tid lige nu med bettemanden, for der sker virkelig meget på udviklingsfronten. I søndags blev han også døbt og sikke en fantastisk dag, endda på hans 6 mdr’s. fødselsdag! Tænk engang at det allerede er 6 måneder siden, han kom til verden. Pyha tiden går hurtigt!
2 kommentarer
Hej,
Kan se du hr haft din barnevogn fra Naturkind i ca. 1 1/2 år nu, og jeg vil blot høre, hvordan den har klaret sig, og om du har været glad for den, da der ikke rigtigt findes nogle test af den, så jeg vil virkelig værdsætte, hvis du vil give en indsigt i din erfaring? 🙂
Bh. Sofie
Hej Sofie, Jeg har været SÅ glad for den! Vi bruger den nu som klapvogn, vi købte en kombi, og jeg elsker den. Den kan sagtens holde til barn nummer 2. Jeg var til gengæld ikke særligt tilfreds med stedet jeg købte den, som på det tidspunkt var ene forhandler (der var SÅ meget bøvl med levering og showroom), men har set, at der er kommet en ny forhandler på Sjælland, så vil anbefale at prøve kræfter med dem. Alt i alt en super barnevogn. Totalt god tysk kvalitet. Og så er den pæn ; ) KH Julie