Vi har altid økologisk hakket oksekød liggende i fryseren til at lave oksefrikadeller med som dem her, lasagne, kødsovs eller noget helt andet. Det er vi nok ikke den eneste familie, og slet ikke småbørnsfamilie, der har. For det er oftest det nemmeste, når aftensmaden skal hurtigt på bordet.
Da vi har fået plantet en masse krydderurter ude på altanen igen i år, så jeg mit snit til den anden dag at komme en MASSE frisk timian i oksefrikadellerne. Og det smagte SÅ godt! Med en god håndfuld fint revet parmesan og hvidløg synes jeg, at de blev helt perfekte, og vi har faktisk fået dem mange gange siden.
Især fordi de er gode til at fryse ned og lige komme i en lækker tomatsauce de dage, hvor det skal gå lidt stærkt, og Nord kun giver os 10 minutter maks. til at spise i!
Oksefrikadeller som nem hverdagsmad
Har virkelig fået øjnene op for, efter Nord er kommet, hvor vigtigt det er, at have fryseren godt fyldt med mad, der lige hurtigt kan varmes op. Derfor laver jeg næsten altid dobbelt portioner af mine retter, så vi har til en anden dag også. For når Mikkel kommer hjem sidst på eftermiddagen, og vi skal nå at hygge os alle tre sammen, inden Nord skal puttes, ja så har man bare ikke tid eller overskud til at lave det helt store i køkkenet. Og så er oksefrikadeller som de her helt perfekte.
Både som de er sammen med en salat, eller i pitabrød med en lækker dressing, eller endda oven på en pizza. Ved sidstnævnte ville jeg i så fald bare lave oksefrikadellerne meget mindre, eller brække frikadellerne over som f.eks. i denne her opskrift på pizza med oksedeller og squashspaghetti
- 400 gr. hakket oksekød
- 2 spsk. fint hakket timian
- 1 håndfuld fint revet parmesan
- 1 stk presset fed hvidløg
- 1 stk lille revet løg
- 1 stk æg
- 1 spsk. ketchup
- 1 lille tsk. salt
- Masser af frisk kværnet peber
- 1 knivspids chilipulver
- Bland først alle ingredienser sammen bortset fra oksekødet.
- Bland derefter kødet godt sammen med ingredienserne. Brug gerne hænderne til ælte farsen, da det får farsen til at binde godt sammen.
- Varm olivenolie op på en pande.
- Form oksefrikadeller med en ske og steg dem på alle sider, indtil de er gennemstegte.