Denne her opskrift med gnocchi og en lækker kødsauce lavede jeg i går til aftensmad. Det var virkelig en dejlig aftensmad og både min mand og to små drenge var vilde med den. De er generelt bare vilde med kødsauce, om det så er sammen med spaghetti, i tacos eller med gnocchi som her, så elsker de det bare. Det må være børnefamiliernes yndlingsret nummer 1.
Vi spiser kød sådan ca. 1-2 dage om ugen. Det er et valg, jeg har taget både af hensyn til klima men også dyrevelfærd. Jeg vil gerne give en dyrere pris for noget kød, hvor dyrene har haft et godt liv. Og så i stedet spise det lidt sjældnere.
Og når vi så får kød herhjemme, så er det enten i form af et lækkert helt stykke kød eller som hakket kød, der skal bruges til nogle af børnelivretterne. Som fx kødsauce, burger eller frikadeller.
Til denne her kødsauce har jeg brugt hakket oksekød 8-12 % (der er mere smag i en højere fedtprocent) fra Gris, Lam og Co, som er en økologisk producent og de laver noget meget smagfuldt kød. Jeg tror sådan en pakke her koster 45 kr. så det er jo slet ikke så dyrt.
- 1 bladselleri
- 1 lille gulerod
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 400 g hakket oksekød 8-12 %
- 1 ds flåede tomater
- 1 spsk tomatkoncentrat
- 1 dl vand
- 1 spsk balsamicoeddike
- 2 stk laurbærblade
- 1 tsk knust spidskommen
- 1 tsk stødt rosmarin
- 1 tsk sukker
- 1/2 tsk salt
- 800 g gnocchi
- 1 håndfuld bredbladet persille
Bring en stor gryde med vand i kog til gnocchierne.
Snit bladselleri fint og skær guleroden i små tern.
Hak løget og hvidløg fint.
Varm olivenolie op i en høj pande, og steg grøntsagerne et par minutter under omrøring til de er let gyldne.
Kom kødet i og lad det stege ved høj varme, mens der jævnligt røres rundt. Steg 7-10 minutter til kødet bliver gennemstegt og gerne en smule sprødt i kanterne.
Tilsæt flåede tomater, tomatkoncentrat og vand og rør rundt.
Kom balsamicoeddike i, laurbærblade, krydderier, sukker og salt.
Lad kødsaucen simre i ca. 10 minutter ved lav varme.
Kog gnocchierne 1-2 minutter til de begynder at komme op til overfladen i gryden. Si vandet fra og kom gnocchierne direkte i panden med kødsaucen. Vend det hele godt rundt og så er den klar til servering.
Opskrift med gnocchi – de bedste af slagsen
Og hvis vi bliver ved konkrete tips til gode råvarer, så lad mig lige snakke om gnocchierne. Dem har jeg købt ved Aarstiderne, da jeg var oppe og besøge deres gård i weekenden med min familie. De har simpelthen de mest skønne gnocchier. Helt små og med super smag og så er de selvfølgelig økologiske. Dem kan jeg klart anbefale.
Men efterhånden kan du faktisk købe gnocchier i de fleste supermarkeder. Du kan også lave dem selv, det er også nemt. Det er da forresten for dårligt, at jeg ikke har en opskrift med det på bloggen!?…
Hvis du er interesseret i at se flere opskrifter med gnocchi, så har jeg fx denne her gnocchi opskrift med græskar, pancetta og salvie og denne her, der minder lidt om min opskrift i det her indlæg, nemlig mine italienske kødboller i tomatsauce.
Og nårh ja, det må jeg endelig ikke glemme! Jeg havde en skål med min yndlings yndlings persillepesto i køleskabet, så den kom jeg oven på min portion. Ikke drengenes for så modige er de små ikke helt endnu!