Sidste weekend var det Mortens aften, men i stedet for den traditionelle and lavede jeg denne marrokansk inspirerede økologiske kylling med couscous. Det smagte super godt, og jeg synes altid, at det er sjovt at fylde min kylling med alt muligt lækkert fyld. Jeg valgte at putte tørrede figner og dadler, samt mandler i min couscous, men man kan putte alle mulige slags tørrede frugter og nødder i den, som f.eks. rosiner, usaltede pistacienødder, tranebær mv. Kyllingen er fra Sødam og jeg serverede den med ekstra couscous, lidt creme fraiche og citron.
Ingredienser (4 pers.)
1 øko-kylling fra Sødam 1,8 kg.
2 dl. fuldkorns-couscous
2 dl. økologisk hønsebouillon
1 tsk. kanel
1 1/2 tsk. spidskommen
1 tsk. kardemomme
1 tsk. stdt. ingefær
1 tsk. chiliflager
Saft og skal af 1 øko appelsin
Saft og skal af 1 øko citron
1 bundt persille
1 bundt purløg
5-6 store tørrede figner
10 tørrede dadler
1 håndfuld mandler
Salt og peber
Tilberedning
Bland couscous sammen med appelsin- og citronsaft, krydderier og 2 dl. hønsebouillon. Lad det trække i ca. 10 minutter. Tilsæt finthakket persille og purløg, samt grofthakkede dadler, figner og mandler. Fyld kyllingen med så meget af couscous-blandingen, som der kan være (den skal virkelig proppes med fyld), og gem resten som ekstra tilbehør til kyllingen. Luk hullet med en halv citron, så couscousblandingen ikke flyder ud, under stegningen. Drys salt og peber over kyllingen og steg den i ovnen ved 200 gr. i 30 minutter og derefter 175 gr. i ca. 1 time.
Server kyllingen sammen med couscous og et par skefulde creme fraiche, og pynt med frisk hakket purløg og persille, samt citron.
4 kommentarer
Hold op, det ser lækkert ud – rigtig smæk på krydderierne!
– Anne
Hej Anne, ja det må man sige. Det er skønt!
Er det salt og peber som der er oven på kyllingen? 🙂
Hej Clara. Ja, det er det. Det får jeg lige tilføjet i opskriften : )