Før jeg snakker om de her opturs padron pebre og forklarer lidt nærmere, hvad de egentlig er for nogle størrelser, så lad mig lige snakke om en by, som jeg virkelig er faldet for! En by med super hyggelige cafeer, lækre restauranter, dejlige parker (med opturslegepladser), lækre bagerier og ja et super super fedt økosupermarked!
Skal jeg lige tease endnu mere?! Der var selvfølgelig også mega udsalg, så jeg har i den grad fået shoppet lækkert børnetøj til Nord, og så fik jeg seriøst det bedste smørrebrød, jeg længe har smagt, og jeg er fra Danmark!
Göteborg!!!
Nu kan jeg så heller ikke trække den længere. Jeg var nemlig i Göteborg i weekenden på en lille mini sommerferie med Nord og Mikkel. Mikkel arbejder deroppe på en spillefilm for tiden, og så greb Nord og jeg muligheden for at hænge lidt ud alle sammen i den svenske by, som jeg i øvrigt aldrig har besøgt før.
Og det kan jeg godt se nu var en fejl, for mig som jo er super svenskofil. For den er dælme hyggelig! 3 timer fra København, og så kommer man til en lidt overset storby. Jeg kommer til at skrive et helt indlæg om Göteborg, og håber det når at blive denne uge, hvis nogle af jer derude mangler et lille ekstra sted at tage hen på sommerferie. Er der nogle af jer læsere, der har været i Göteborg og er I umiddelbart ligeså vilde med byen, som jeg er?…
Super lækker tapasret. Servér de her padron pebre til din næste tapasmiddag. De smager så godt!
- 200 gr padron pebre
- god olivenolie
- flagesalt
- evt. tørrede chiliflager
Skyl dine padron pebre grundigt.
Kom dem på en varm pande med olivenolie og rist dem godt på alle sider, indtil de får en flot gyldenbrun farve. Steg dem i ca. en 10 minutters tid.
Tag dem af varmen og servér dem med det samme med masser af flagesalt og evt. lidt tørrede chilieflager, hvis man godt kan lide dem spicy.
Padron pebre er den bedste tapasret
Og nu tilbage til opskriften! Padron pebre er små grønne peberfrugter, som er en klassisk tapasret i Spanien. Man steger dem hårdt på en pande med olivenolie og spiser dem hele med masser af salt. Man skal bare ikke spise stilken, men ellers kan alt spises. Og de skal se lidt brankede ud i overfladen. De smager simpelthen så godt! Og tager mindre end 10 minutter at lave. Du kan købe dem i de fleste større supermarkeder både fysisk og online.
Men jeg var så heldig, at Aarstiderne kører et særligt tilbud på dem, så jeg fik lige 5 pakker økologiske padron peberfrugter ind af døren, og det er første gang, jeg endelig finder dem i en øko variant. Og forhåbentlig ikke sidste! Så mangler du en lille tapasret eller appetizer til din grill middag i haven, så prøv lige at lav de her super enkle padrons.