Perlebygsalat er virkeligt lækkert! Den anden dag lavede jeg boller i karry, som jo er en klassiker i det danske køkken, og som jeg altid har været vild med. Den skal gerne være lidt stærk og med masser af æbler i. Og så kan jeg godt lide at spise boller i karry sammen med andet end de traditionelle hvide ris, så forleden dag bestod tilbehøret af denne her perlebygsalat med æbler, abrikoser og jordnødder.
Perlebygsalat til aftensmad eller frokost
Og det var et kæmpe hit. Jeg var i hvert fald vild med det søde og salte i denne her salat, der spiller så godt sammen. Og som passser helt fortrinligt sammen med karryretter. Perlebygsalaten kan også bare spises som den er, som en frokostsalat. Måske serveret sammen med et stykke kylling. Det er lige til at have med i frokostboksen, og nyde på kontoret!
Perlebygsalat smager af meget mere end bare ris!
Denne her perlebygsalat er et væsentligt sundere alternativ end de hvide ris, og så synes jeg faktisk også at perlebyg som korn smager af mere og smager bedre. Er du enig?!
Denne perlebygsalat er et super lækkert alternativ til de klassiske hvide ris.
- 250 gr perlebyg
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk æblecidereddike
- 2 stk æbler
- 1 håndfuld tørrede abrikoser
- 1 håndfuld saltede jordnødder
- Kog perlebyggen i rigeligt vand i ca. 20 minutter eller indtil de er færdigkogte, men stadig har bid.
- Bland de færdigkogte perlebyg sammen med olivenolie og æblecidereddike.
- Skær æblerne og de tørrede abrikoser i tern og bland det sammen med perlebyggen.
- Drys de saltede jordnødder over og server retten til boller i karry eller andre karryretter.
- Uha, en perlebygsalat med æbler, abrikoser og jordnødder kan varmt anbefales!