Det er tid til en lækker juleagtig salat her på bloggen nemlig denne her perlecouscous salat med grønkål, æble, kakifrugt og en masse andre skønne ingredienser. Perlecouscous er en pastatype, som ligner små perler. For at toppe den lidt serveres den med sprøde grønkålschips og den bedste tahindressing. Oplagt, synes jeg i hvert fald, til at servere i juledagene.
Perlecouscous salat med julens grønne ingredienser
Hvad jeg virkelig elsker ved denne her salat er alle de skønne grønne ingredienser, jeg synes, passer til juletiden. Som fx kakifrugt og æble. Grønkål og tranebær. Og granatæble! Og som den kvikke læser måske har opdaget, så er der ikke granatæble at se på billederne. Men det glemte jeg simpelthen, da jeg tog billederne, så det kom først i bagefter. Men det er lækkert!
Min perlecouscous salat her minder faktisk ret meget om min julesalat med bulgur og julens skønne frugter og grønt fra sidste år. Samme skønne ingredienser bare med bulgur i stedet for perlecouscous.
Et tip til anretning
Som man kan se på billederne, har jeg anrettet salaten med skiveskårne frugter på. Det synes jeg pynter så fint. Jeg har brugt halvdelen af æble og kakifrugt i salaten og den anden halvdel har jeg altså så skåret i skiver. Blot et lille tip til anretningen.
Og så vil jeg altså lige slå et slag for de der grønkålschips. Efterhånden en velkendt delikatesse, men altså grønkålschips på salater, mums det er godt. Det giver det der skønne crunch, der er så lækkert i salater.
Og tahindressingen er en anden skøn ting, jeg gerne vil fremhæve. Den er så simpel at lave men kommer med en skøn fedme til salaten og den der karakteristiske sesamsmag. Du kan tilsætte en smule presset hvidløg til dressingen, hvis du godt kan lide det. Personligt er jeg dog mere til sesam-citronsmagen.
- 250 g perlecouscous
- 250 ml vand
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk flagesalt
- 4 store grønkålsblade
- 1 spsk olivenolie
- 1/2 tsk flagesalt
- 4 store grønkålsblade
- 1 stort æble
- 1 kakifrugt
- 2 spsk solsikkekerner
- 1 håndfuld tørrede tranebær
- 50 g feta
- 1/2 granatæble
- 2 spsk hvid tahin
- 1/4 dl vand + 1-2 ekstra tsk
- 1/2 citron Saft herfra
- 1/2 tsk agavesirup
- Flagesalt
- Friskkværnet peber
Kom perlecouscous i en gryde sammen med vand, olivenolie og salt. Kog op og lad det koge under låg i 5 minutter. Sluk, og lad det trække under låg i 10 minutter. Skil derefter perlecouscoussen fra hinanden ved hjælp af en gaffel.
Forvarm ovnen på 150 grader.
Skyl grønkålsstilkene grundigt, tør dem godt af i et viskestykke og pluk bladene af i mundrette stykker. Kom dem i en skål.
Vend grønkålsstykkerne med olivenolie og flagesalt og bred dem ud på en bageplade med bagepapir.
Bag dem i 10 minutter, vend dem godt rundt og bag dem yderligere 10-12 minutter til de er sprøde.
Kom den afkølede couscous i en skål.
Skyl grønkålen til salaten grundigt og pil bladene af stilkene. Hak grønkålen helt fint og vend sammen med couscous.
Skær æblet ud i tern og det samme med kakifrugten. Vend i salaten.
Rist solsikkekernerne på en tør pande til de bliver gyldne og vend dem i salaten.
Vend tranebærrene i.
Smuldr fetaen i salaten.
Frigør granatæblekernerne fra sin skal og drys i salaten.
Rør tahin sammen med citronsaft. Tahinen tykner nu og tilsæt derfor vand til den ønskede konsistens. Smag til med flagesalt og friskkværnet peber.
Server salaten sammen med grønkålschips og tahindressing.