Nogle gange er der bare ikke noget bedre end at starte morgenen med en super solid og proteinrig morgenmad med æg. Det siger jeg, som pt befinder mig i Italien, og hvor det ikke lige er proteiner, der er i højsædet på morgenbordet. De steder, hvor vi bor, er det nemlig brød, brød og atter brød og nåh jo kage, der serveres, men det er jo bare the italian way. Glæder mig lidt til vi flytter ind i vores egen lejlighed i Lucca, så jeg selv kan lave en lækker proteinrig morgenmad med æg som denne her eller bare nogle spejlæg med de der solmodne italienske tomater, som bare smager af sommer, og som så langt fra kan sammenlignes med de danske.
Hvis du ikke lige har fulgt med på Instagram, ja så befinder jeg mig altså lige nu i Toscana, hvor Mikkel og jeg rejser rundt. Her er så skønt og dejligt og MEGET varmt! Lige nu sidder jeg og skriver det her blogindlæg på vores “lokale” stamcafé i Siena. Jeg har fundet et fantastisk spot i skyggen under et kæmpe træ og nyder en friskpresset appelsinjuice. Det er da virkelig ferie, der vil noget.
Proteinrig morgenmad med æg og den bedste ærtecreme!
Inden jeg tog afsted lavede jeg denne her opskrift med æg, ærtecreme og paleo brød. Ærtecremen er blevet en af mine favoritter, fordi den passer så godt som tilbehør til så meget. Udover morgenmad laver jeg den også til aftensmad, da den er perfekt til f.eks. nogle lækre lammedeller.
Har du ikke lige paleo brød ved din hånd, så brug bare rugbrød, det er lige så godt. Jeg fik bare fat i det lækreste paleobrød, der ikke var alt for overfyldt af nødder og alt for fed i smagen, som jeg nogen gange synes, det kan være. Det kan nemlig hurtigt blive alt for tungt til min smag.
Mens jeg sidder og skriver kunne jeg godt lige se for mig, at man toppede denne her morgenmad med nogle skiver lækker parmaskinke, som er bagt sprødt i ovnen. Man er vel i Italien, og her får jeg virkelig spist mange lufttørrede skinker og pølser.
Lækker proteinrig morgenmad med æg og ærtecreme. Den perfekte start på dagen!
- 150 gr. optøede ærter
- 3 spsk. græsk youghurt 10 %
- 75 gr. feta i blok
- 1/2 lille fed hvidløg
- 1 spsk. friskhakket purløg
- 1 nip cayennepeber
- Salt
- Peber
- 2 stk. paleo brød eller rugbrød
- 2 blødkogte æg
- Ristede græskar- og solsikkekerner
- Hæld de optøede ærter i en skål. Kom græsk yoghurt, feta og presset hvidløg med ned i skålen. Mos nu ærterne sammen med ingredienserne med bagsiden af en grydeske, indtil mange af ærterne bliver moste.
- Bland den friskhakkede purløg i og smag til med cayennepeber og salt.
- Kog æggene i 6 min. indtil de er smilende. Hæld koldt vand over dem, pil dem og sæt dem til side.
- Fordel ærtecremen på de to skiver paleo brød. Bræk æggene midt over med fingrene, så æggeblommen flyder lidt ud, og læg dem på ærtecremen. Drys med ristede solsikke- og græskarkerner, purløg og frisk kværnet peber og servér straks 2 styks lækker proteinrig morgenmad.
5 kommentarer
Fantastisk og simpel ide 🙂
Tak Emilie! Glad for at du kan li’ den : )
åh, hvor ser det lækkert ud – jeg skal straks igang med at lave ærtemosen!
Er det forresten muligt at få opskriften på det paleobrød, som du nævner? Jeg har det nemlig på samme måde som dig; det kan nemt blive for tungt 🙂
Øv, desværre har jeg ikke opskriften Trine, det var nemlig et brød, jeg købte i Malmø en dag jeg var derovre. Men jeg ved, at der var godt med loppefrøskaller i til at erstatte nogle af nødder og kernerne.
Que pinta! Me encanta!
besos!