Denne her opskrift på quesadillas i vaffeljern er lidt tænkt som en inspiration til, hvad man ellers kan bruge sit vaffeljern til, nu det allerede er taget frem. Eller måske står det allerede fremme som en fast del af køkkeninventaret, og så er det da bare med at kaste sig ud i de her super nemme quesadillas.
Quesadillas i vaffeljern som hurtig hverdagsmad
Jeg fik idéen på Pinterest og tænkte ret hurtigt, at det helt sikkert kunne være noget Nord syntes var sjovt at være med til at lave. Jeg er begyndt at inddrage ham meget i madlavningen, og når det kommer til køkkenmaskiner som stavblender, blender, foodprocessor eller her vaffeljern er han helt oppe at ringe. Det er bare det fedeste at være med til at trykke på knapperne og se maskinen tage fat!
Og så er de her quesadillas det perfekte tilbehør til f.eks. suppe. Jeg lavede dem til en skøn græskarsuppe i stedet for bare brød, og det var et hit. Du kan sådan set putte hvad som helst i. Jeg foreslår bare pesto, spinat og ost, for det ALTID er et godt match!
Men tag også et kig på mine øvrige quesadilla opskrifter for inspiration til nogle andre lækre kombier. F.eks. min quesadilla med kylling, mango og avocado eller min tortilla med brie, solbærmarmelade og spinat!
Super lækre og mega nemme Quesadillas i vaffeljern.
- 4 stk tortillas
- 4 tsk rød pesto med soltørrede tomater
- 2 håndfulde babyspinat
- 2 håndfulde revet cheddar ost
Smør 2 tsk pesto på 2 tortillaer.
Fordel babyspinat samt ost ovenpå.
Læg 2 tortillaer over og bag dem i det varme vaffeljern ca. 5 minutter, eller indtil de er perfekt sprøde. Servér med det samme.