Jeg bliver ved quinoaen med denne opskrift på quinoafrikadeller med ærter og skinke. Opskriften opstod egentlig ret tilfældigt ved at køleskabet kun bød på et par få ingredienser som f.eks. en pakke økologisk hamburgerryg, parmesan og basisingredienser som dijonsennep og æg. Sammen med de frosne ærter i fryseren, kom jeg på at lave en slags quinoafrikadeller, hvor alle ingredienserne skulle indgå.
Quinoafrikadeller med dijonnaise
Jeg lavede en dijonnaise til de her deller. Det er en blanding af dijonsennep og en god mayonaise. Jeg plejer at bruge 3. spsk. mayonaise til 1 spsk. sennep, og så gerne godt med frisk, finthakket persille. Men man kan også bare servere dem, som de er til en lækker salat. Eller i pitabrød. Og så er de skønne dagen efter i madpakken!
Quinoafrikadeller med ærter og skinke
Forb. tid
30 min
Tilb. tid
30 min
Samlet tid
1 t
Quinoafrikadeller med ærter og skinke er et lækkert alternativ til de klassiske frikadeller
Ret:
Hovedret
Antal: 3 personer
Ingredienser
- 1 dl. quinoa jeg brugte en blanding af alle farver
- 2 dl. vand
- 3 stk æg
- 3 spsk. kikærtemel
- 1 stor spsk. dijonsennep
- 1 tsk. tørret timian
- 3 spsk. frisk finthakket persille
- 2 håndfulde fintrevet parmesan
- 1/2 tsk. salt
- Friskkværnet peber
- 75 gr. frosne ærter
- 70 gr. skinke i skiver
Sådan gør du
- Kog quinoaen under låg indtil al vandet er absorberet og lad det køle af.
- Hæld kogende vand over ærterne og si vandet fra.
- Bland æg, dijonsennep, timian, persille, parmesan, salt og peber samt kikærtemel sammen med den afkølede quinoa.
- Vend ærter samt skinke skåret i små stykker i.
- Lad farsen hvile en halv times tid i køleskabet.
- Rør rundt i farsen og brug en spiseske til at forme små frikadeller og læg dem direkte på en varm pande med olivenolie.
- Lad quinoafrikadellerne stege et par minutter på den ene side før de vendes. Vend dem forsigtigt og lad dem stege færdig på den anden side.
- Servér quinoafrikadellerne med det samme og gem endelig nogle til madpakken dagen efter!
2 kommentarer
Hej Julie Karla
Det er simpelhen de bedste deller. Jeg laver dem som vegetar uden skinke. Supergode?Min datter har endda lavet dem til nytår(er vegetar).
Mange hilsner
Charlotte
Ej hvor dejligt at høre! Tusind tak for de søde ord!