Jeg tænker tit i farver, når jeg skal finde på nogle nye retter, som med denne her bulgursalat, hvor farven er rød i alle afskygninger. Jeg kan godt lide, når salater er flotte at se på, for så bliver smagsoplevelsen altså også meget bedre. Denne her salat smagte skønt, og blev spist sammen med lidt lækkert røget laks, hvilket passer helt perfekt til hytteosten med rosenpeber. Hvis man ikke er så vild med rosenpeber, kan man sagtens erstatte peberen med lidt paprika. Det tror jeg også smager godt, og er i fin tråd med det røde tema.
Ingredienser (2 pers.)
1 dl. bulgur
2 dl. vand
1 rød peberfrugt
1 rødt æble
1 håndfuld tørrede tranebær
2 spsk. olivenolie
1 spsk. æblecidereddike
Frisk rød chili
Salt og peber
200 gr. hytteost
1 tsk. rosenpeber
Tilberedning
Kog bulgur og vand i ca. 10 minutter over lavt blus, indtil væden er absorberet og bulguren færdigkogt. Smag bulguren til med salt og peber og lade den køle lidt af. Hak peberfrugten og æblet i fine små stykker, og hæld olivenolie og æblecidereddike over. Bland nu grøntsagerne sammen med den kogte bulgur og smag til med salt og peber, samt finthakket rød chili efter smag. Bland hytteosten sammen med rosenpeber og server det til salaten.