Jeg spiser overvejende low carb, men med de her risfrikadeller vil jeg gerne gøre en undtagelse. For de smager virkelig godt! Opskriften opstod egentlig ret tilfældigt. Jeg havde kogt nogle sorte fuldkornsris til denne her rødkålssalat, da vi havde gæster forleden, og kom i første forsøg til at koge risene alt for længe, så de blev helt klistrede.
Jeg bryder mig ikke om at smide mad ud, så jeg gemte risene i køleskabet uden egentlig at vide, hvad jeg ville bruge dem til. Jeg kom dog hurtigt på at bruge dem til risfrikadeller som en vegetarret. Jeg blandede dem derfor med en masse friske krydderurter, spidskommen, feta og så godt med fint hakkede cashewnødder. Nogle af mine yndlingsingredienser samlet i en vegetarfrikadelle. Og mums… hvor blev de gode!
Risfrikadeller – fuldkornsudgaven
Jeg serverede disse risfrikadeller sammen med en stor spinatsalat med masser af avocado, friske spirer, tomat og så selvfølgelig lidt ekstra frisk koriander. Virkelig et dejligt måltid, og jeg elsker bare, når rester kan bruges til noget godt! Og så synes jeg bare, at de her risfrikadeller har den smukkeste farve, og det ser så smukt ud på tallerknen, når man serverer den sammen med den grønne salat med de røde tomater.
Vidste du forresten godt, at sorte ris hører under kategorien fuldkorn? Jeg gjorde faktisk ikke, før jeg for noget tid siden google mig frem, da jeg ville finde den sundeste form for ris. Så vil du have mere fuldkorn i din kost, skal du vælge sorte, røde eller brune ris fremfor vilde eller parboiled ris. Jeg har fundet brugbar information lige her.
- 200 gr. gr. kogte sorte ris gerne kogt lidt for længe
- 3 spsk. fint hakket koriander
- 3 spsk. fint hakket persille
- 1/2 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. salt
- 50 gr. finthakkede usaltede cashewnødder
- 35 gr. feta
- 1 stk æg
- 1 spsk. kikærtemel
- Bland de sorte ris med fint hakkede cashewnødder, koriander og persille. Tilsæt spidskommen og salt og bland det hele sammen med et æg.
- Bland kikærtemelet i og vend til sidst smuldret feta i.
- Steg vegetardellerne i olivenolie på en varm pande, indtil de er gennemstegte og har en dejlig sprød overflade.