Jeg har længe haft lyst til at kaste mig ud i et lille rouladeprojekt for jeg elsker denne runde, danske og ikke mindst old school kage. Jeg havde aldrig prøvet at lave en roulade før, men i søndags sprang jeg ud i det, og det gik faktisk ganske godt.
Jeg havde fået et glas multebærsyltetøj af min kæreste, som havde det med hjem til mig fra hans seneste tur i Nordnorge. For dem af jer der ikke har smagt multebær før, så er det de lækreste små bær, der har samme form som hindbær, men er gule. De kan ikke rigtig sammenlignes med andre bær, men har deres helt egen søde, varme smag. Jeg ved faktisk ikke om de vokser nogen steder i Danmark, men i Nordnorge gør de.
Man kan sagtens bruge en anden slags marmelade til denne her roulade, som f.eks. hindbær eller stikkelsbærmarmelade, og så synes jeg helt klart, at rouladen skal serveres med flødeskum til. Det gjorde min farmor nemlig altid, så det hører sig til. Det gør selvfølgelig rouladen ekstra usund, men på en hellig søndag må man gerne synde lidt.
Ingredienser (2 roulader)
6 æg str. L
200 gr. sukker
100 gr. hvedemel
100 gr. kartoffelmel
1 tsk. bagepulver
Sukker
Smør til bagepladen
1 glas multebærsyltetøj eller en anden slags
Tilberedning
Beklæd to bradepander med bagepapir. Smør bagepapiret med smør, så undgår man nemlig, at den færdigbagte dej hænger ved.
Pisk æg og sukker sammen i en stor skål. Der skal piskes længe for æggemassen skal mangedobles i størrelse. Jeg tror, at det tog mig ca. 10 minutter med mit piskeris før den var færdig.
Bland kartoffelmel, hvedemel og bagepulver rigtig godt sammen og vend det i æggemassen. Det er meget vigtigt, at man blander det sammen forsigtigt, med få og rolige fold, indtil melet akkurat lige er fordelt.
Derefter hældes dejen i to bradepander og formes forsigtigt til to store firkanter. Rouladebundene bages med det samme ved 200 gr. i ca. 7-8 minutter, men kig efter for de kan hurtigt blive for brune.
Når bundene er færdige vendes de over på to nye stykker bagepapir, hvor der i forvejen er drysset godt med sukker.
Her køler de af et par minutter før marmeladen smøres på.
Og så er det tid til at rulle rouladen, men det skal man ikke være så bekymret for. Det er vigtigt, at man bare tager fat og ved hjælp af papiret hurtigt ruller dejen sammen. Jeg synes nemlig tit, at det går galt, hvis jeg er alt for forsigtig. Det er en god ide, at stramme rouladen lidt ind med hænderne undervejs i rulningsprocessen. Når rouladen er rullet sammen lægges den forsigtigt over på et fad og er klar til servering. Hvis man ikke synes, at ens roulade er fast nok, kan den sagtens sættes på køl inden den skal spises, så bliver den lidt mere fast. Det problem havde jeg nu ikke med denne opskrift, så det skulle vist ikke være noget problem.
Et andet tip er at fryse rouladen ned til en anden god dag, hvor man får gæster. Det bliver den faktisk kun bedre af synes jeg.