Her kommer en dejlig nem og enkel salat med æbler og fennikel, der serveres lun og passer til mange af efteråret og vinterens kødretter. Jeg bager æbler og fennikel i ovnen, så man rigtig får sødmen frem i både frugt og grøntsag, og så topper jeg salaten med tørrede dadler og græskarkerner.
- 3 æbler
- 1 lille fennikel
- Olivenolie
- Citronsaft
- Friskkværnet peber
- Salt
- Tørrede dadler
- Ristede græskarkerner
- Skær æblerne i både, og skær fenniklen i mellemstore stykker. Læg det hele i et ovnfast fad og hæld olivenolie over. Drys masser af friskkværnet peber over og en lille smule salt.
- Bag æbler og fennikel i ovnen ved 200 gr. i ca. 20 minutter, eller indtil æblerne er dejligt møre. Fenniklen må gerne stadig have lidt bid.
- Dryp citronsaft over de færdigbagte æbler og fennikel, samt grofthakkede dadler, ristede græskarkerner og evt. lidt fennikeltoppe og servér.
Lun salat med æbler og fennikel – perfekt til svinekød!
Salaten er virkelig god sammen med frikadeller. Det var i hvert fald det, jeg serverede til og så et par gode skiver rugbrød. Den vil også være god til f.eks. en af julens mange stege eller endda medister.
På Bogforum med Karolines Køkken
Her i weekenden var jeg på bogforum i Bella centret, hvor jeg var inviteret af Karolines Køkken, til at komme at lave en af mine efterårsretter. Jeg lavede rodfrugtfritter med fetacreme og tre forskellige slags drys – en nøddedrys, kernedrys og en frødrys. Opskriften på dem kommer på bloggen snart.
Det var en sjov dag, og dejligt at komme lidt ud i det “virkelige liv” igen, efter at have gået hjemme med bassen de sidste 10 måneder. Mine forældre passede ham, og det er faktisk første gang, han er blevet passet. Jeg er nok lidt af en hønemor, men det gik bare så godt, og han blev i den grad forkælet af mormor og morfar!
Denne uge starter også godt, for i morgen er det nemlig min fødselsdag! Jeg blir 31 år. Hold op hvor er det seneste år gået hurtigt. Husker min 30 års fødselsdag, som var det i går. Glæder mig så meget til en hyggedag med Mikkel og Nord og masser af god mad!