Jeg tænkte, jeg lige hurtigt ville dele denne her salat med belugalinser, inden jeg drog på weekend! Som i denne weekend byder på en tur til Aarhus. For vi skal da lige have lidt sundt ovenpå semlor opskriften igår! Og denne her salat den er ikke bare sund, den smager også vildt godt.
Den består af belugalinser, revet rødbede, skalotteløg, feta og persille. Ret få ingredienser egentlig, men nogle der i den grad komplimenterer hinanden. Jeg sidder faktisk og spiser den her til frokost as we speek, og jeg har lige toppet den med nogle kapers fra køleskabet og så en klat creme fraiche, som jeg også lige havde. Mums.
Salat med belugalinser – hvad er det nu lige med dem?
Belugalinser er de her små fine sorte linser, og det helt geniale ved dem er, at de er nemme at koge. De skal for det første ikke koge særligt lang tid, omkring ca. 20-25 minutter, og så holder de formen. Dvs. du får ikke nogle smattede linser her. Nej, ved en 20-25 minutters kogetid, får du nogle små faste linser, som også er gode til at suge marinaden op, så de smager af noget. Der er vel ikke andet for end at bare komme i gang!?
Jeg tilsætter i øvrigt marinaden, der består af olivenolie, citronsaft og frisk timian til linserne, når de er varme. For på den måde optager de bedre smagen. Og så lader jeg dem stå og køle af og suge al den skønne marinade til sig. Prøv engang at smage på dem inden salaten blandes, så kan du se, hvad jeg mener ; )
Belugalinserne passer så godt i en salat, og de er så gode sammen med rødbede. Her har jeg revet en mellemstor rødbede. Og så skal der feta i, fordi feta og rødbede jo er som skabt for hinanden.
- 1 dl belugalinser
- 2 dl vand
- 2 spsk grofthakkede friske timianblade
- 1 spsk olivenolie
- 3 spsk citronsaft
- 1 nip flagesalt
- 1 mellemstor rødbede
- 75 g feta
- 1 skalotteløg
- 1 håndfuld frisk persille
Skyl belugalinserne under vand. Lad dem dryppe af og kom dem i en gryde.
Hæld 2 dl vand i gryden og bring i kog.
Kog linserne under låg i ca. 20 minutter indtil de er møre. Hæld overskydende vand fra.
Kom linserne i en skål og vend dem med friske timianblade, olivenolie, 2 spsk citronsaft (gem den sidste spsk citronsaft til senere) og et nip flagesalt. Lad linserne køle af.
Skræl rødbeden og riv den på et rivejern.
Smuldr fetaen i mindre stykker.
Snit skalotteløget i tynde skiver og hak persillen fint.
Vend den revne rødbede sammen med linserne. Kom også skalotteløgene i.
Drys feta over salaten og ligeledes med persille.
Dryp til sidst med 1 spsk citronsaft.
2 kommentarer
Kære Julie, tak for alle dine dejlige opskrifter. …….jeg nyder at læse dem…….de inspirerer mig meget……
For ca. 10 år siden sagde jeg pludselig til migselv , da jeg stod nede i Netto og skulle til at købe de sædvanlige kyllingelår……”Pia, du kan da ikke spise de stakkels søde små kyllinger ! “Siden da har jeg ikke rørt kød !!! Og jeg har det fint og nyder alt muligt andet. Jeg savner slet ikke kød………
Mange venlige godnathilsen fra PIA
Hej Pia, Hvor er jeg glad for at du læser med og tak fordi du giver dig tid til at skrive. Det er altid så hyggeligt! Og hvor inspirerende med din historie, jeg blir nok aldrig vegetar men spiser vegetarisk 5 ud af 7 dage ca.