Denne her salat med gule beder og bulgur er opstået på baggrund af en kæmpe pose gule beder, som jeg var så heldig at få med i en ugentlig grøntkasse. De smager altså dejligt, og er så smukke at se på. De pynter virkelig i en salat. Og det er jo netop det, der er med salater. Det skal selvfølgelig se godt ud, men må også gerne pynte lidt på bordet. Ingredienserne må altså gerne være i harmoni med hinanden sådan rent farvemæssigt.
Beder og bulgur er nogle af bloggens darlings
Jeg har efterhånden lavet rigtig, rigtig mange opskrifter med både beder og bulgur. Altså virkelig mange. Og det er der den simple forklaring på, nemlig at jeg elsker de to ingredienser. Jeg elsker teksturen i bulgur, og jeg elsker sødmen fra beder. Bulgur slår, hvis du spørger mig, både couscous og ris med længder og beder vil jeg altid foretrække fremfor andre rodfrugter.
Her kan du i øvrigt finde økologisk bulgur, hvis du selv vil give dig i kast med opskriften. (Reklame link)
Salat med gule beder er perfekt til…
Denne her salat med gule beder vil være rigtig god sammen med kylling, det kunne f.eks. være min opskrift på kyllingelår i ovn, men den er jo også skøn som den er, som et vegetarmåltid med f.eks. hytteost, halloumi ost eller feta til.
Super dejlig salat med gule beder, bulgur og hampefrø
- 1,5 dl bulgur
- 2,5 dl vand
- salt
- 3 stk gule beder
- 1 spsk halverede let ristede mandler
- 1 spsk hamepfrø
- 1 håndfuld frisk basilikum
- fintrevet skal fra 1/2 øko citron
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk æblecidereddike
- 1 tsk agavesirup
- salt
- friskkværnet peber
Kom bulgur i en gryde med vand og lidt salt. Lad den koge op og skru derefter helt ned. Lad bulguren småsimre under låg, indtil al væden er absorberet. Lad den køle af.
Kom også bederne i en gryde med vand og kog dem i ca. 20 minutter. Skyl dem under koldt vand og gnub skrællen af med fingrene. Den skal gerne let smutte af. Skær rødbederne i kvarte stykker.
Riv en halv citron til fintrevet citronskal og rør i bulguren. Rør dressingen sammen og smag til med salt og peber. Rør også den rundt med den afkølede bulgur. Kom herefter bederne i og rør rundt.
Hak basilikum groft og vend i salaten.
Anret salaen på et fad og drys med let ristede mandler samt hampefrø. Dryp med god olivenolie og servér.