SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GEDEOSTEN.DK: Jeg er tilbage fra den dejligste sommerferie i Sverige og skyder sensommeren i gang med denne salat med pære, rødbede og gedeost. For nu tager vi hul på sensommeren og så småt også efterårets skønne frugter og grøntsager som netop pære og rødbede. Og det glæder jeg mig altså også til.
Salaten her er ret nem at lave. Rødbederne i ovnen passer jo mest bare sig selv og perlebyggen skal bare koges mør. Derefter er det bare at anrette salaten og hælde balsamicodressingen over.
Salat med pære eller æble?
Det er jo oplagt at bruge pærer i salater som her, nu hvor vi snart rammer pæresæsonen. Men dermed rammer vi jo også den danske æblesæson, og dem kan du også SAGTENS komme i denne her salat. Det vil også bare smage fantastisk sammen med valnødderne, gedeosten og selvfølgelig rødbederne.
En mættende salat
Salaten her kan sagtens spises som den er. Den indeholder ligesom det hele for et fyldestgørende måltid. Den har fibrene fra perlebyggen. Den har det grønne fra ruccola og rødbeder, og så har den umami fra gedeosten. Dertil kommer det søde indslag fra pæren og endelig så lidt crunch fra valnødderne.
Men den vil altså også være god til fx kylling, hvis man gerne vil have lidt kød til. Det kunne være kyllingefrikadeller eller måske endda en lækker sprødstegt kylling Gordon Bleu. Ik’ dårligt, vel?!
Andre salater med pære
Jeg har lavet en enkelt salat med pære før på bloggen, men der er vi henne i en lidt mere vinterlig opskrift. Det er nemlig denne salat med rosenkål, pærer og granatæble. Den er nu altså også skøn. Og så har jeg udviklet en spidskålssalat med pære til Sæson, nemlig denne spidskålssalat med krydderurteyoghurt, og den er jeg altså også vild med. Men der er da plads til flere salater med pære, det kan jeg da godt se på det hele!
- 2 store rødbeder
- 200 g perlebyg
- 50 g ruccola
- 3/4 rulle Soignon økologisk gederulle
- 1 pære
- 1 håndfuld valnødder
- 4 spsk olivenolie
- 2 spsk balsamico
- 1 tsk akaciehonning
Sæt ovnen på 200 grader.
Skyl rødbederne fri for jord og læg dem på en bageplade i ovnen. Bag dem i ca. 1 1/2 time til de er møre og skrællen begynder at rynke. Lad dem derefter køle af, og pil så skrællen af.
Skyl perlebyggen og kom dem i en gryde med letsaltet vand. Kom dem møre under låg og lad dem køle af.
Skyl ruccolaen og læg det på et fad.
Drys den afkølede perlebyg over.
Skær de bagte rødbeder i mindre stykker og læg på salaten.
Fordel også skiver af gederulle samt pære rundt på salaten.
Rør dressingen sammen og hæld den over salaten.
Afslut til sidst med grofthakkede valnødder.
Du kan forkorte tilberedningstiden ved at koge rødbederne i stedet i ca. 45 minutter. De skal koges med skrællen på og efter kogetid skylles de med koldt vand og skrællen gnides let af.
2 kommentarer
Elsker dine salater der kan udgøre et helt måltid
Ih det er jeg glad for at høre!