Jeg lavede denne her salat som en forret til mig og Mikkel i går. Kombinationen med pære og gorgonzola er en klassiker, som man aldrig bliver træt af. Men sammen med de citron-ristede nødder bliver det bare endnu bedre. De citron-ristede nødder kan man også bruge til alt muligt andet end topping på en salat. De smager virkelig dejligt, og kan også varmt anbefales som topping oven på skyr eller grød, eller bare som en snack. Som sagt så er opskriften her beregnet til 2 personer og som forret. Man kan dog sagtens spise den som et hovedmåltid, da den mætter godt pga. rugkernerne, men så skal man nok bare gange lidt op.
Det ville også klæde den med lidt parmaskinke, hvis det ikke skal være helt vegetarisk.
Hvad synes I i øvrigt om min nye tallerken? Jeg prøver at overtale Mikkel til, at vi skal investere i et komplet sæt, så vi har til, når vi får gæster. Han synes dog, at vi har rigeligt med køkkentøj. Det har vi måske også, men jeg synes bare, at de er så fine. Hvad synes I?
Ingredienser (2 pers.)
1 pære
2 gode skiver gorgonzola
1 dl. kogte perlerug
2 store håndfulde blandede salater
1 håndfuld valnødder og mandler
1 tsk. fintrevet citronskal
1 tsk. akaciehonning
1 tsk. smør
Olivenolie
Friskkværnet peber
Tilberedning
Halver pæren og læg den i et fad med to skiver gorgonzola på hver halvdel. Bag pærerne i ovnen ved 200 gr. i ca. 20-25 minutter, indtil gorgonzolaen er smeltet. Rist nødderne på en pande med citronskal, honning og smør, indtil de er begyndt at karamelisere en smule og tage farve. Skyl salaten og anret den på to tallerkner. Læg en pære på hver salatbund og drys med kogte rugkerner og de citron-ristede nødder. Dryp med lidt olivenolie og friskkværnet peber til sidst.
5 kommentarer
Jeg synes det er nogle rigtig fine tallerkener 🙂 Jeg er relativt ny læser af din blog, men må sige at dine billeder og anretninger generelt er rigtig flotte. Og opskrifterne er super inspirerende 🙂
Ved ikke helt om jeg tør give mig i kast med netop denne ret, da hverken kæresten eller jeg har lært at spise blåskimmelost endnu.. Men måske man skulle prøve det i små mængder, for vi er vilde med alle mulige andre slags ost 🙂
Jeg er også helt vild med dem, så nu har jeg da en på min side ; ) Tak for det Maiken, jeg er glad for, at du læser med! Ja, kast dig ud i det, eller brug en anden slags ost. Gedeost er også super til den her ret, Du kan også bage pæren for sig selv med lidt olivenolie og lidt honning, og så drysse tynde flager af manchego over, når pæren er bagt. Det tror jeg også er rigtig godt : )
Tak Emma. Ja, det er en skøn kombi : ) Ha’ en dejlig uge!
Jeg glæder mig så meget til at du bliver frisk igen, så du kan berige os med dine helt fantastisk opskrifter og ikke mindst flotte flotte billeder samt en skøn hjemmeside. Hev bliver SÅ inspireret af din hjemmeside.
Århhh tusind tak for de søde ord! Det gør mig så glad, og glæder mig også så meget til at komme i gang igen : )