Denne her salat med spidskål opstod lidt af sig selv, da jeg havde to slags spidskål liggende i køleskabet og en masse øko citroner i frugtkurven. Og så var det eneste rigtige at omdanne disse ingredienser til en lækker salat svøbt i den bedste dressing. Nemlig min citron-chia dressing, som tidligere har fået et helt indlæg for sig.
Salat med spidskål og de klassiske toppings
Spidskålssalaten serverer jeg sammen med nogle ret klassiske ingredienser nemlig feta og mandler. Det går man aldrig galt i byen med, og særligt den salte feta passer helt vildt godt til citrondressingen.
Og så er der rigeligt dressing til denne her salat. For jeg kan nemlig godt lide, når man virkelig kan smage dressingen. Jeg synes det er så kedeligt, når dressingen forsvinder helt væk i salaten. For mig skal dressingen lægge sig om salaten. Nogle er måske helt ovre i den anden boldgade, men så kan man jo altid bare undlade at blande dressingen i, men servere den ved siden af.
Chiafrø i dressingen
Yes, jeg kommer chiafrø i min dressing. Det er simpelthen det bedste til at lave sådan en dejlig cremet dressing. For chiafrøene svulmer jo en lille smule op, og det gør netop at dressingen sætter sig og ikke bare falder til bunds i salaten.
Hvad serverer jeg til?
Du kan servere lige det du har lyst til til denne her salat. Jeg får hver uge fisk fra Skagenfood, og næste gang er det færøsk laks. Så jeg tænker, at jeg lige skal lave denne her salat igen og servere den til fisken. Men ellers er kylling også et hit.
I øvrigt, og uden at det her er nogen reklame, så vil jeg bare lige sige, hvor optur jeg har over at få leveret frisk fisk hver uge. Det er jo den største luksus! Både fordi det smager godt og fordi det giver et kæmpe plus på mor kontoen, at jeg ved, Nord (og baby) får godt med fisk hver uge. Resten af ugen supplerer vi så op med torskerogn, makrel og fiskefrikadeller. I mit hoved kan man sgu ikke få fisk nok.
Super lækker salat med spidskål og den bedste citron-chia dressing
- Ca. 300 gr. fintsnittet rød og hvid spidskål
- 3-4 spsk. smuldret feta
- 1 håndfuld halverede ristede mandler
- 1/2 dl. olivenolie
- 2 spsk. citronsaft
- 2 tsk. agavesirup
- 1/2 tsk. chiafrø
- friskkværnet peber
- salt
Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med peber og salt.
Halvér mandlerne med en skarp kniv og rist dem på en tør pande til de får farve.
Snit spidskål og vend det sammen med dressingen. Drys med ristede mandler og smuldret feta og servér.