Jeg har længe haft lyst til at lave et sødt gulerodsbrød, som ligger lidt i tråd med mine bananbrød. De er nemlig alle sammen naturligt søde brød, dvs. uden tilsat sukker. Og så minder de meget om kage, men er lidt sundere.
Sødt gulerodsbrød med flødeost – MUMS
Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, som er et sødt og saftigt brød med en dejlig smag af kanel. Jeg har spist det sammen med cream cheese, så man kan vel egentlig godt kalde det for en slags gulerodskage. Jeg ville også have puttet hele rosiner i, men jeg glemte det. Men det gør jeg helt sikkert næste gang. Og så er jeg allerede gået i gang med at udvikle et sødt squashbrød, som nok bliver det næste i rækken.
Sødt gulerodsbrød
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
1 t
Super dejligt sødt gulerodsbrød, der er sundt men smager næsten som kage!
Ret:
bagværk, brød, kage
Køkken:
dansk, nordisk
Ingredienser
- 250 gr revet gulerod
- 100 gr mandler
- 75 gr dadler
- 75 gr smør
- 1 dl mælk
- 2 æg
- 1 tsk kanel
- 1 tsk natron
- 200 gr hvedemel
- valnødder til pynt
- evt. 50 gr rosiner
Sådan gør du
- Riv gulerødderne på et rivejern og kom det i en foodprocessor sammen med smør, mandler og dadler.
- Blend massen indtil den har en fin konsistens, og hæld den over i en skål.
- Bland æg og mælk heri, og tilsæt til sidst kanel, natron og hvedemel og rør blandingen godt sammen.
- Tilsæt evt. rosiner, hvis det ønskes.
- Hæld dejen over i en smurt form, pynt med valnødder og bag brødet ved 180 gr. i ca. 1 time. Server gerne brødet sammen med cream cheese.
3 kommentarer
Hej,
Brødet ser virkelig lækkert ud! Mon det kan tåle at fryses? 🙂
Hej Anne, Det tror jeg sagtens, at det kan.
Kanon! Tusind tak.