Jeg lavede tapas i går til mine gæster og jeg serverede bl.a. disse små tapasskåle med chorizo, butterbeans og æg. De var super nemme at lave og ser rigtig flotte ud, og så smager de ikke mindst super duper godt. Det bedste ved retten er klart den flydende, cremede æggeblomme i midten, som smager fantastisk godt sammen med chorizo og bønner. Retten behøver ikke at blive krydret særlig meget udover den friske basilikum og persille, da chorizoen er stærk og krydret i sig selv og afgiver rigtig meget smag til retten.
Man kan også servere den spanske biksemad som morgenmad, hvis man har lyst til en god og solid start på dagen.
Ingredienser (6 tapastallerkner)
200 gr. chorizo
1 ds. butterbeans
1 ds. hakkede tomater
2 spsk. tomatkoncentrat
1 spsk. balsamico
1 håndfuld frisk basilikum
6 æg
Persille til pynt
Frisk kværnet peber
Tilberedning
Skær chorizoen i små skiver og svits dem på en tør pande. Hæld lidt af det overskydende fedt fra, men ikke det hele, da det giver smag til retten! Hæld hakkede tomater, tomatkoncentrat og balsamico i og lad det simre et par minutter. Tilsæt til sidst butterbeans og varm det hele godt igennem. Hæld chorizo og tomatblandingen over i de 6 små skåle og drys frisk basilikum over, samt frisk kværnet peber. Klæk et æg ovenpå og bag dem i ca. 8-10 minutter ved 230 gr., indtil hviderne er bagte. Drys med frisk persille og server dem straks, rygende varme.
4 kommentarer
hvor har du de ildfastefade fra i den størrelse? de ser virkelig gode ud også nåe man bare skal lave en ret til sig selv 🙂
Hej Siersbæk
Dem har jeg købt i Portugal, så de er desværre lidt svære at få fat i. Men jeg har også nogle små ovnfaste skåle fra Le Creuset, som er rigtig gode at bruge til denne ret.
mange tak for dit svar.. det kan så blive en god undskyldning for at tage til Portugal 🙂
Ja, lige præcis : )