Jeg laver rigtig tit spinatpandekager, for det er så dejligt nemt og man kan putte alt muligt i dem. Jeg laver altid en stor portion, så jeg har til frokost i løbet af ugen, for de er nemlig også rigtig gode kolde. Og der er bare ikke noget bedre end at have lækre pandekager liggende i køleskabet. Selvom de dog aldrig når at ligge der særligt længe!…
Spinatpandekager med røget ost!
I går havde jeg skønne danske champignoner, spinat og forårsløg i køleskabet og så denne her fantastiske røgede goudan fra Naturmælk, som jeg købte i Føtex i sidste uge, da jeg var i Århus. Det var en lækker kombination, og jeg kan i den grad anbefale, at prøve den røgede ost. Jeg tror også, at den vil smage super godt ovenpå en omelet eller i en varm sandwich.
Super sunde og lækre spinatpandekager med fyld
- 75 gr friske spinatblade
- 3 æg
- 4 dl mælk
- ca. 150 gr hvedemel
- salt
- smør til stegning
- champignon
- forårsløg
- revet røget Goudan fra Naturmælk (eller en anden valgfri ost)
- Blend spinat, æg og mælk i en food processor. Tilsæt hvedemel og salt og blend igen, indtil man har en ensartet pandekagedej.
Lad dejen hvile i en halv time, og steg champignonerne imens. Riv osten og snit forårsløgene fint.
Steg pandekagerne i smør på en varm slip-let pande og server spinatpandekagerne med fyldet.