Jeg skriver denne her stuvede bladbeder opskrift hernede fra Kroatien, hvor jeg, som jeg nævnte i mit forrige indlæg, befinder mig lige nu, og skal være de næste 3 1/2 uge nu. Mikkel er som nævnt på filmoptagelse, og jeg får tiden til at gå med at nyde øen Losinsj, hvor vi er lige nu, og vigtigst af alt tiden sammen med Nord.
Det er en gave at være sammen med ham så meget, som jeg er lige nu. For man går jo glip af noget, når man til hverdag aflever ham i vuggestuen om morgenen og henter om eftermiddagen. Han er simpelthen så sjov i denne her alder, og er begyndt at sige en masse på hans eget sprog vel at mærke, men “mor” har han lært indenfor den sidste uge hernede, og det får jo mit hjerte til at smelte!
Stuvede bladbeder opskrift der er helt perfekt tilbehør til det meste kød men særligt fisk!
- ca 400 gr bladbeder jeg brugte forskellige farver
- 1 stk løg
- 3 fed hvidløg
- olivenolie til stegning
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk akaciehonning
- skal af 1 øko citron
- 1/2 stk rød chili uden kerner eller en hel alt afhængig af smag og styrke
- salt
- 1/4 ltr piskefløde
Rens bladbederne godt for sand. Skær de nederste stængler af.
Snit stænglerne groft og steg dem et par minutter i olivenolie i en dyb pande sammen med finthakket løg, hvidløg og chili.
Hak bladene groft og kom også dem på panden. Vend godt rundt, og lad bladene falde en smule sammen.
Tilsæt citronsaft, æblecidereddike, honning og citronskal og rør godt rundt.
Tilsæt fløden og lad det småsimre et par minutter.
Smag til med salt og servér.
Lidt om mine stuvede bladbeder
Jeg fik et kæmpe bundt bladbeder, før vi tog afsted, som en del af min biodynamiske grøntsagskasse fra Birkemosegård. Og jeg har før lavet en opskrift med selvsamme type bladbeder, men denne gang havde jeg lyst til noget andet. Noget med fløde!
Og det blev altså til en lækker, cremet omgang stuvede bladbeder. Og det er altså virkelig godt. Men okay alt får bare en pil op ad, når der kommer fløde ind i billedet, gør det ik’?
I hvert fald er de her stuvede bladbeder det perfekte tilbehør til f.eks. en hvid fisk. Også kylling eller gode gammeldags frikadeller for den sags skyld. Det er også helt perfekt sammen med pasta, som et vegetarisk måltid i sig selv. Så sådan set lidt af hvert, er det ikke det, vi må konkludere?!…