Her er mit bud på en sund brunch yoghurt, som jeg ELSKER og særligt på grund af den mandelcrumble, som kommer oven på yoghurten. Der er ikke noget smør eller tilsat sukker i crumblen, og den består sådan set bare af 3 ingredienser – mandler, abrikoser og dadler.
Man kan sagtens bruge alle mulige andre former for nødder og tørrede frugter. Det er sådan set bare at bruge det, man lige har ved hånden. Og jeg har altid mandler, abrikoser og dadler liggende!
Det eneste man skal gøre for at tilberede den er at blende de tre ingredienser, indtil man har mikro fine stykker af det hele. De tørrede frugter og især dadlerne gør, at crumblen hænger sammen og bliver dejlig saftig, mens mandlerne giver det ekstra crunch.
Sund brunch yoghurt – perfekt på brunchbordet
Jeg kalder denne her yoghurt for en sund brunch yoghurt, da jeg synes, den passer perfekt på brunchbordet. Det ser nemlig så fint ud, når yoghurten bliver serveret i de små patentglas, og det må jo gerne være lidt ekstra lækkert, når man har inviteret gæster over til brunch.
Jeg har lavet en super nem blåbærkompot til, og ønsker man den sødere, tilsætter man selvfølgelig bare mere sukker. Jeg kan bare godt lide den til den mere syrlige side, da jeg synes, at de tørrede frugter søder helt tilpas. Og så har jeg brugt en græsk yoghurt 2 %, da jeg elsker den cremede smag, men skyr er også rigtig godt eller endda græsk yoghurt 10 %, hvis det skal være ekstra cremet!
Sund brunch yoghurt der nok skal imponere brunch gæsterne!
- Græsk yoghurt 2 %, 10 % eller skyr
- 125 gr. frosne blåbær
- 1 tsk. kokospalmesukker eller almindelig rørsukker
- ¼ tsk. ren vaniljepulver
- 50 gr. mandler
- 30 gr. dadler
- 30 gr. tørrede usvovlede abrikoser
- Hæld de frosne blåbær i en gryde og lad dem koge op. Lad det småsimre et par minutter og tilsæt vaniljepulver og kokospalmesukker. Lad blåbærkompotten køle helt af.
- Blend mandler, dadler og abrikoser i en foodprocessor eller blender, indtil man får en grov crumble.
- Hæld lidt græsk yoghurt i et glas og læg et lag blåbærkompot ovenpå. Drys med mandelcrumble og fortsæt, indtil man når toppen af glasset. Afslut med mandelcrumble og servér.