Da jeg for noget tid siden skrev om min sunde uge, nævnte jeg også, at jeg et par gange i løbet af ugen nød en sund kage med rugflager eller to! Jeg har før lavet nogle lignende bare med havregyn, se f.eks. de her sunde havregrynskager, men jeg er ret vild med rugflagernes grovere smag, så det skulle også prøves.
En sund kage med på farten
Sådan en sund kage her med rugflager mætter enormt godt på grund af de mange fuldkorn, og så er den tilpas sød til at stille min søde sult, når den trænger sig på. Man skal nok ikke forvente, at man får en “rigtig” kage i munden, men den er et super godt og sundt alternativ til f.eks. en muffin.
Jeg elsker at have en sund kage med på farten eller at snacke en til min formiddags- eller eftermiddagskaffe. Og så kan jeg ikke lade være med at gøre det, jeg altid gør, når jeg bager noget. Nemlig at smøre et godt lag af mit elskede mandelsmør ovenpå. Det smager simpelthen så godt, og så er man næsten derhenne, hvor man godt kan sige, at den smager som en rigtig kage!
- 150 gr. meget moden banan
- 150 gr. rugflager
- 1 æggehvide
- 20 gr. kokosflager
- 25 gr. mørke chokolade 70 eller 80 %
- 1 tsk. kanel
- Mos den modne banan. Jeg plejer at bruge en grydeske til at mose den.
- Bland den moste banan sammen med æggehvide og kanel.
- Bland rugflager, kokosflager og chokolade i og rør godt rundt.
- Form små kugler med hænderne og måske ved hjælp af en ske, og læg dem på et stykke bagepapir.
- Bag de sunde kager med rugflager i en varm ovn ved 200 gr. i ca. 20 minutter, eller indtil de virker faste og en smule gyldne. Vend evt. en af dem om. Den skal gerne være dejligt brune og sprøde nedenunder.
9 kommentarer
Hej!
Dine sundere kager er så inspirerende.. Er der en grund til, at du i mange af dem kun bruger æggehviden? 🙂
Skønneste blog.
Hej Mai. Tak for det : ) Æggehviden er fantastisk til at holde sammen på mit bagværk, da der ikke er så meget fedtstof i. Og så synes jeg bare, at mit bagværk får en mindre “ægget” smag, når jeg kun bruger æggehviden.
Mange tak! – Og lige et skulderklap til, at du altid er så god til at svare dine læsere. Det betyder rigtig meget!
Skal chokoladen smeltes eller hakkes?
Skal kuglerne rulles I gryn inden de bages?
;o)
Hej Anita, Chokoladen skal bare hakkes og kuglerne skal ikke rulles i gryn inden bagning. KH Julie K.
Hej: har lige bagt disse skønne kager, jeg tilsatte 20 gram peanutbutter, da jeg tænker at kokos, banan og peanutbutter smager godt sammen. kagerne står til afkøling, mums, kan næsten ikke vente med at smage dem.
Mmmm det lyder super godt med peanutbutter! Håber de smagte godt : )
Hej, overvejer at lave disse næste gang jeg har madlavning på min skole, hvor lang tid skal jeg regne med de kan holde sig? og hvordan opbevares de bedst? 🙂
Hej Emilie, De kan holde sig friske i ca. to dage vil jeg sige, før de bliver lidt tørre, da der jo ikke er noget som helst fedtstof i. Men de opbevares bedst i en frysepose, synes jeg.