Jeg fik inspirationen til at lave en sund scrambled eggs opskrift med OST, efter jeg havde været med en masse andre madbloggere- og journalister på en ostetur rundt i landet. Vi skulle besøge osteproducenter, hilse på malkekøer og snuse rundt på en stor fødevaremesse med et særligt stort fokus på ost!
Anledningen var en ny omfattende europæisk kampagne, kaldet Ost & Ko, med bl.a. Mejeriforeningen i spidsen, der søger at fremme ostekulturen og gøre danskerne endnu mere begejstrede for ost. Jeg er vild med ost, og er derfor heller ikke tøvende med at tale for de skønne cremede sager.
Jeg elsker faktisk alt slags ost og bruger det meget meget tit i min madlavning. Det gir’ det der cremede touch til en hvilken som helst ret, og så er der bare heller ikke noget bedre end et godt ostebord. Fik det så sent som til min fødselsdag sidste søndag med alle mine yndlingsoste. De eneste oste, som jeg nok går lidt udenom, er de helt stærke blåskimmeloste. Det bliver simpelthen for stærkt til mig, og hvis det er, skal der godt nok en del sødt tilbehør til.
Sund scrambled eggs opskrift med OST!
Til denne her opskrift har jeg valgt at drysse godt med revet høost over mine scrambled eggs. Høost er en økologisk ost fra Naturmælk, som jeg er ret vild med, men du kan sagtens bruge alle mulige andre slags oste.
Jeg har også lavet denne her ret med skiver af gedeost, som jeg lagde oven på æggene til sidst. Og det var virkelig også lækkert. Drys med fint hakket purløg, og det kører.
Jeg spiste denne her proteinbombe til morgenmad i går, og den kan virkelig holde én mæt længe, hvilket er skønt, hvis man f.eks. ved, man får en travl dag. Og der går ikke lang tid, før den lander på mit spisebord igen.
Men den er også god til frokost, da det ofte er ingredienser, man har ved hånden, og som hurtigt kan bikses sammen. Osten behøves jo ikke at være en høost, men kan varieres i det uendelige. Og er man slet ikke til ost, så tror jeg heller ikke, at skiver af avocado ville være af vejen!
- 4 æg
- 30 gr. babyspinat
- 100 gr. champignon
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Høost eller en anden fast ost som f.eks. Vesterhavsost. Gedeost til er også rigtig lækkert.
- 2 skiver ristet rugbrød
- Vask og rens champignonerne. Svits dem i olivenolie på en varm pande, indtil de tager farve. Krydr dem med salt og frisk kværnet peber, og sæt dem til side på en tallerken.
- Pisk æggene sammen med frisk kværnet peber.
- Varm olivenolie eller anden fedtstof op på panden og kom den skyllede babyspinat på. Når spinaten falder sammen, hældes æggene på, og der røres rundt. Når det hele er blevet til scrambled eggs tages panden af varmen.
- Fordel æggene på de to stykker rugbrød og pynt med de ristede champignon.
- Riv høost udover og evt. fint hakket purløg, hvis du har.
- Afslut med salt og frisk kværnet peber og servér straks.
1 kommentar
Jeg er lidt vild med dine opskrifter. Min ægtefælle nyder godt deraf. Han har tabt 28 kg. siden påske.
Det er godt gået.
Kh. Signe